Tirsdag aften klokken 19.52 kontaktede en mor politiet. Hendes 3 ½ år gamle datter var faldet af en pony, fordi en bilist havde kastet et kanonslag, så ponyen var blevet forskrækket.
Den lille pige havde redet ved Rengevej i Store-Heddinge, da føreren i en rød bil på cirka 150 meters afstand havde kastet formentlig et kanonslag ud af bilen.
Det oplyser Midt- og Vestsjællands Politi i deres døgnrapport.
Senere talte politiet med moderen til en 12-årig pige, som tidligere på dagen havde luftet deres hund i Bøgeskoven, sammen med en veninde.
– En rød bil havde kørt langsomt forbi dem, hvorefter der var blevet smidt et kanonslag ud fra bilen. Hunden var blevet så forskrækket, at den var stukket af fra pigerne, skriver Midt- og Vestsjællands Politi.
Politiet har noteret sig anmeldelserne og ønsker at få identificeret den røde bil. Bilen beskrives som på størrelse med en mindre personbil. Føreren af bilen blev i begge tilfælde beskrevet som en mand.
Midt- og Vestsjællands Politi vil gerne høre fra borgere, som har oplysninger i sagen, der kan hjælpe med at identificere enten føreren eller den pågældende bil.
Hvis du har oplysninger, kan du kontakte politiet på 114.
Sikke noget! Vi håber politiet finder den efterlyste mand, så dette ikke sker for andre.