48-årig kvinde fra Tyrkiet overtrådte burkaforbud på politistation

En 48-årig kvinde, som er tyrkisk statsborger, blev mandag sigtet for at overtræde det burkaforbud, der trådte i kraft 1. august.

Det skriver Østjyllands Politi i døgnrapporten.

Ifølge politiet dukkede den 48-årige kvinde op på politistationen i Aarhus for at forny sin opholdstilladelse i Danmark.

Problemet var, at kvinden ifølge politiet var iført en hovedbeklædning, så man kun kunne se hendes øjne.

Kvinden er i Danmark som turist og kendte derfor ikke til burkaforbuddet. Hun havde ifølge politiet ingen intentioner om at bryde forbuddet og vil angiveligt følge de nye beklædningsregler i Danmark.

Alligevel kostede beklædningen hende en bøde på 1 000 kroner, som hun betalte med det samme.

Er det rimeligt, at en turist i Danmark skal betale 1 000 kroner i bøde for at overtræde burkaforbuddet?