5-årig skræmt af uhyggelig Halloween-maske: Løb direkte ud foran lastbil

Fejringen af Halloween tog torsdag eftermiddag omkring klokken 17.47 en alvorlig drejning i Ry.

Her var en femårig dreng ude for at rasle slik, da han besøgte et hus, hvor døren blev åbnet af en mand med en skræmmende maske.

Det skriver Horsens Folkeblad.

Drengen blev så forskrækket over manden, at han løb direkte ud foran en lastbil, som kom kørende på Ryesgade.

Arkivfoto: Christian Lindgren/Ritzau Scanpix

– Drengen blev ramt af lastbilen, som ikke kunne nå at bremse. Han er kvæstet, men var ved bevidsthed, da han blev kørt på sygehuset, siger vicepolitiinspektør Stig Simonsen fra Sydøstjyllands Politi.

Han oplyser også, at drengen har fået brud på blandt andet bækkenet og skal have foretaget hudtransplantationer. Han skulle dog være uden for livsfare.

Ifølge Stig Simonsen er der ikke noget, der tyder på, at nogen har gjort noget ulovligt.