Foto: Østjyllands Politi/Google Maps

76-årig kvinde overfaldet i sit soveværelse: Nu beder politiet danskerne om hjælp

Politiet har i dag offentliggjort et billede af en ung mand, der er mistænkt i et hjemmerøveri. De håber, at danskerne kan være med til at identificere ham.

Østjyllands Politi beder nu offentligheden om hjælp til at identificere en formodet gerningsmand til et hjemmerøveri.

Hjemmerøveriet blev begået i Hammel den 24. oktober, det oplyser Østjyllands Politi i en pressemeddelelse.

Den formodede hjemmerøver var brudt ind i et soveværelse, hvor den 76-årige kvindelige beboer overraskede ham på fersk gerning. Hun tog fat i den ukendte mands arm og spurgte, hvad han lavede, men manden rystede sig fri, tog fat i kvindens arm og skubbede hende væk, hvorefter han løb ud af hoveddøren og forsvandt.

Herefter fandt kvinden ud af, at manden havde stjålet flere smykker fra soveværelset.

På baggrund af undersøgelser på stedet og tekniske spor er politiet blevet ført til en mistænkt, der dog er uden kendt dansk bopæl. Den formodede gerningsmand er kendt i jyske og sjællandske politikredse og stammer fra Rumænien.

Foto: Østjyllands Politi. Billedet er fra 2014.

Den mistænkte beskrives som:

  • Østeuropæisk af udseende
  • 20-30 år
  • 165-175 cm
  • Almindelig af bygning
  • Kort hår
  • Var ved hjemmerøveriet iført mørk grøn/brunlig kasket af uld og en mørk jakke
  • Medbragte en sort skuldertaske
  • Talte gebrokkent engelsk

Hvis du har oplysninger om, hvor den mistænke befinder sig eller har andre oplysninger i sagen, vil Østjyllands Politi meget gerne høre fra dig. De kan kontaktes på 114.

Nu hjælper vi hinanden med at dele denne efterlysning, så politiet kan finde frem til den formodede gerningsmand!