Ældre og sårbare får halv milliard til restaurantbesøg – og kulturtilbud

Lockdown og året med corona har været hårdt for de fleste danskere, men især ældre og sårbare har ikke kun levet med stor frygt, men også i ensomhed.

Derfor har et flertal i Folketinget valgt at uddele 500 millioner kroner til oplevelser for sårbare og ældre.

– Det seneste år har været utroligt hårdt for mange sårbare mennesker, som har følt sig isolerede og ensomme. Alt tyder på, at vi inden længe kan vende tilbage til en mere normal hverdag, og jeg er glad for, at vi med denne aftale kan hjælpe en masse mennesker med at komme tilbage til fællesskabet, siger Social – og ældreminister, Astrid Krag, i pressemeddelelsen fra ministeriet.

– Når man har været isoleret i lang tid, kan et besøg på en restaurant eller et museum gøre en stor forskel og sprede glæde efter en hård tid, siger hun.

Oplevelserne, der er tale om, kan være alt fra restaurantbesøg og koncerter til teaterforestillinger og hoteller.

“To fluer med ét smæk”

Udover at pengene skal bidrage til de ældre og sårbares livskvalitet, vil det også give et boost til det danske kulturliv, som under corona-nedlukningen, også har været ekstra hårdt ramt.

– Som resten af erhvervs- og kulturlivet har restauranter, teatre, museer og hoteller været hårdt ramt af nedlukningen. Og samtidig har restriktionerne betydet, at særligt ældre og socialt er blevet ramt ekstra hårdt af ensomhed og savnet af samvær og oplevelser, siger Socialordfører for De Radikale, Henrik Vinther Olesen, i pressemeddelelsen og fortsætter:

– Her slår vi to fluer med ét smæk: Vi sætter gang i hjulene i oplevelsesøkonomien, og vi gør det ved at sikre oplevelser og fællesskab for dem, som har mest brug for det, siger han.

Sådan fordeles pengene:

  • Der er afsat 250 millioner kroner til kommunerne, regiongerne og private og selvejende dagtilbud på social og ældreområdet. Midlerne skal bruges på oplevelsesaktiviter for ældre og udsatte borgere – herunder personer, der har et handicap,
  • 220 millioner går til organisationer, der arbejder med udsatte grupper, såsom ældre, børn, familier og hjemløse.
  • Kulturministeriet opretter derudover en pulje på 30 millioner kroner, der skal hedde ”1000 nye fællesskaber”. Foreninger på kultur – og socialområdet kan søge midler fra puljen til oplevelsesaktiviteter.

Kilde: Social – og Ældreministeriet.

Hvad tænker du om dette? Del gerne din mening med os i kommentarfeltet.