Dette er et arkivfoto og viser ikke branden på plejecenteret Foto: Shutterstock

Afsløringen efter dødsbrand: Plejehjem havde ikke styr på sikkerheden

En ny undersøgelse viser, at et plejecenter på Djursland ikke levde op til brandkravene, da tre ældre mistede livet i sommer.

 

Tre ældre beboere mistede livet i forbindelse med en brand på et plejecenter på Djursland i august.

Det skete på Plejecenter Farsøhthus i Allingåbro, som ikke levede op til brandkravene, lyder det fra transport-, bygnings- og boligminister Ole Birk Olesen (LA).

Det skriver tv2.dk.

Der var nemlig ikke noget automatisk sprinkleranlæg på plejecentret, mens spisekøkkenet var indrettet i flugtsvejsgangen, som ikke var opdelt med røgtætte, selvlukkende døre.

Det viser en ny undersøgelse, som Dansk Brand og sikringsteknisk Institut står bag. Det var denne undersøgelse, som Ole Birk Olesen henviste til, da der tirsdag var samråd om den tragiske brand:

– Den brandramte del af bygningen overholdt ikke de brandkrav, der var gældende, da plejecenteret blev ombygget i 1997. Det konkluderes også, at plejecenteret ikke lever op til de brandkrav, der gælder i dag, siger Ole Birk Olesen ifølge tv2.dk.

Han understreger, at det var ejeren, der havde ansvaret for, at brandkravene blev efterlevet på det kommunale plejehjem, som ligger i Norddjurs Kommune.

Ifølge Ole Birk Olesen vil kommunen nu gennemgå brandsikkerheden i sine øvrige plejecentre, ligesom han vil bede alle andre kommuner om at gøre.

 

Læs mere om...