I 1998 blev et lejlighedskompleks totalt ødelagt af en brand i Hartford, Connecticut. Det var en total katastrofe. Her boede flere familier og sågar børn. Politiet, ambulancer og brandfolk kom til stedet for at forsøge at redde dem. En af betjentene var Peter Getz. Da han kom frem til huset, blev han mødt af et frygteligt syn. En lille 5-årige pige lå livløs og var helt sort af sod og røg. Han løftede hendes lille krop op og skyndte sig væk fra huset.
Men da Peter kiggede rundt, så han ingen ambulance. Tiden var knap og pigen trak ikke vejret. Peter skyndte sig hen til sin egen bil og lagde hende i den. Så råbte han til sin kollega, at han skulle køre dem på sygehuset.
På vejen begyndte Peter hjerte- og lungeredning på pigen på bagsædet. Da de kom frem til akutmodtagelsen, trak hun igen vejret. Pigen var 5-årige Josi Aponte, og Peter havde lige reddet hendes liv.
Der er nu gået 18 år, siden den frygtelige dag. Peter glemte aldrig den lille pige, og han fortsatte med at holde et vågent øje med hende og hendes familie. I mange år efter branden holdt han sig opdateret på, hvordan det gik dem. Han var altid klar til at hjælpe dem, hvis de havde brug for støtte, men familien klarede sig godt, så han behøvede aldrig at gribe ind.
Josi havde ingen anelse om, at betjenten holdt øje med hende og hendes mor. Men hun havde stadig bamsen han gav hende, da hun lå på sygehuset. Da hun blev ældre, ville hun finde ud af, hvad der var sket den dag, da hun som femårig næsten døde i branden.
En dag for to år siden googlede Josi sit eget navn, og så det gribende billede af hende og Peter. Så snart hun så det, vidste hun, at hun var nødt til at kontakte manden, der reddede hendes liv som barn. Hun fandt Peter på Facebook og begyndte at skrive til ham.
Et venskab opstod mellem Josi og den nu pensionerede betjent. De mødtes og spiste frokost sammen, og Josi fortæller, at hun ser Peter som sin skytengel.
– Jeg døde næsten, men jeg fik en ny chance i livet, fortæller hun til avisen Courant.com og fortsætter:
– Og det var takket været Peter og alle andre, som var der og hjalp til den dag.
Den uge Josi tog sin eksamen fra Eastern Connecticut State University var Peter på stedet for at lykkeønske hende. Det er nu 18 år siden han reddede hendes liv, og Josi ville ikke være her i dag, hvis det ikke var for ham.
Jeg blev vældig rørt over den her historie. Peter har sagt i et interview, at han bare gjorde sit arbejde, da han reddede Josi, og at han ikke fortjener at blive mere hyldet end andre politibetjente og brandmænd, der redder mennesker hver dag. Men for Josi kommer han altid til at være den største helt i verden.
