Bilist kaster mistænkelig genstand ud foran betjente – får en lærestreg han aldrig glemmer

En 20-årig mand fra Aarhus blev i går anholdt af politiet, men han var ikke det eneste familiemedlem som kom tæt på ordensmagten.

Man skal tænke meget over, hvad man kaster ud af ruden. Først og fremmest fordi der ikke skal kastes plastik og andet skrald ud i naturen, men også fordi det ikke er særlig smart at kaste hash pakket i små salgsposer ud af ruden, når man allerede har fanget politiets opmærksomhed.

Det oplevede en 20-årige mand fra Aarhus i går, da han kastede en bøtte ud af vinduet, efter en patruljevogn havde fattet interesse for bilen. Politiet standsede for at samle bøtten op og kunne konstatere, at bøtten var fuld af hash i små slagsposer. Ved hjælp af en vaks borger blev politiet guidet hen til adressen, hvor bilen var parkeret.

Da patruljevognen kom frem til huset, var den unge mand dog ikke indstillet på at lade sig fange frivilligt, men begyndte derimod at løbe. Han blev stoppet og anholdt og sigtet for forsøg på salg af stoffer.

Betjentene troede dog ikke, at den ene bøtte med hash var de eneste stoffer i hjemmet og tilkaldte derfor assistance fra en narkohundepatrulje. Udenfor huset blev der fundet en lille klump hash, og der blev fundet hashrester, salgsposer og en digitalvægt i skuret. Det fremgår af Østjyllands Politis døgnrapport.

Men den 20-årige mand var ikke den eneste i familien, som kom i kontakt med politiet den dag. Mens ransagningen stod på, kom mandens 48-årige far hjem. Hans agressive opførelse og brug af skældsord fik ham anholdt og sigtet for fornærmelig tiltale mod polititjenestemænd. Men her sluttede dagens sigtelser ikke.

Han blev ligeledes anholdt og sigtet for at lægge hindringer i vejen for politiets arbejde.

Narkohundende havde tydeligt markeret ved et pengeskab, som manden overhovedet ikke ville have, at politiet åbnede. Og der var en særlig grund til, at den 48-årige mand ikke var interesseret i, at pengeskabet blev åbnet. Det indeholdt blandt andet et større bundt pengesedler og en salgspose, der viste sig at indeholde kokain.

Derfor modtog den 48-årige manden endnu en sigtelse, denne gang for salg af narkotika.

Mandens 20-årige søn var på dette tidspunkt heller ikke færdig med at skaffe sig sigtelser på halsen. Østjyllands Politi skriver, at han også gik en sigtelse mere med hjem, da han på vej ud til politibilen råbte skældsord ad betjentene.

Arkivfoto: Rigspolitiet/Shutterstock

 

Læs mere om...