Børnehave aflyser indianerfest: Klage om krænkelse overrasker forældrene

Foto: Signe Goldmann/Ritzau Scanpix

Børneinstitution inviterede til indianerfest, men efter en enkel klage røg planerne i vasken.

I Børnehuset ved Grøften i Næstved var det planen, at børnene skulle møde op med bue og pil og fjer i håret for at holde indianerfest på fredag. Men efter en klage om kulturel krænkelse har daginstitutionen valgt at droppe temaet.

Børnehus dropper indianertema efter modvind. Foto: Signe Goldmann/Ritzau Scanpix

Institutionen har modtaget en henvendelse om ønsket om ikke at kulturkrænke (kulturel appropriation), står der i henvendelsen, som er blevet sendt ud til forældrene, ifølge TV2.

Kulturel appropriation er, når nogen bruger kulturelle udtryk fra en kultur, som de ikke selv tilhører. Det bruges ofte i situationer, som nogle finder krænkende over for en bestemt kultur.

Cecilie Panton sidder i institutionens forældreråd, og var meget overrasket over at få beskeden om, at indianertemaet nu skulle droppes efter klagen. Hun er mor til to børn, som går i Børnehuset ved Grøften, og det havde hun aldrig troet ville ske for deres institution, siger hun til TV2.

Politiker forstår ikke klagen

Sebastian Mylsted-Schenstrøm, byrådspolitiker (v), er uforstående over for aflysningen af indianertemaet.

– Jeg synes, vi skal passe uhyre meget på, at vi ikke lader en meget lille minoritet af folk, som måske kan kaldes særligt sensitive, definere, hvad der skal være tilladt og ikke tilladt, siger han til TV2.

Alligevel skal kommunen nu undersøge sagen og vurdere, om der skal indstilles nogle reguleringer for at undgå lignende situationer fremover.

Det var aldrig forældrerådets plan at krænke nogen ved det valgte tema, og de er ærgerlige over, at der nu skal planlægges en helt ny fest med så kort varsel. Indianerfesten er blevet omdøbt til en “sommerfest”.

Hvad synes du om det?

Del gerne din mening i kommentarfeltet under artiklen på Facebook.

Exit mobile version