Brostrøm efter kæmpe kundestrøm til storcentre: “Det er det, vi har frygtet”

Da statsministeren meddelte, at alle storcentre ville lukke fra torsdag, stormede danskerne til shoppingcentrene for at købe de sidste julegaver.

Det kom tydeligvis som et chok for danskerne, da statsministeren til pressemødet onsdag afslørede, at alle storcentre skulle lukke dagen efter.

Flere medier kunne vise billeder af lange bilkøer og kunder, der lige skulle nå at shoppe de sidste gaver inden juleaften.

De billeder kunne Sundhedsstyrelsens direktør, Søren Brostrøm, følge med i, da han var gæst i Deadline på DR2 onsdag, og det vækkede ikke ligefrem glæde hos ham.

– Det er jeg egentlig lidt ked af, hvis jeg skal være helt ærlig. Det er det, vi har frygtet, at vi får en meget stor sammenstimlen og trængsel – og det spreder smitten”, sagde Sundhedsstyrelsens direktør til DR 2.

Sådan lukker landet ned frem til januar

Den hurtige smittespredning bekymrer statsminister, Mette Frederiksen, der med en alvorlig tone til gårsdagens pressemøde kunne fortælle, at vi nu skal være ekstra forsigtige:

– Vi er nu gået i det, der kaldes risikoniveau 4 i hele landet. Det næsthøjeste niveau. Det vil sige, at myndighederne vurderer, at der er udbredt smitte i hele landet, sagde hun.

Derfor er det besluttet, at alle storcentre skal lukkes. Skolerne påvirkes også, meddelte hun:

– Allerede fra 21. december hjemsendes de skolebørn og elever, der ikke allerede er sendt hjem.

Fra den 25. december skal alle andre butikker med undtagelse af apoteker og supermarkeder også lukke.

Alle restriktioner gælder indtil 3. januar. Det gælder de nye såvel som de nedenstående, der allerede er indført.

  • Restauranter, caféer og barer skal alle være lukkede, men med mulighed for at sælge take-away.
  • Indendørs idræts – og forenings aktiviteter skal holdes lukket. Det gælder også fitnesscentre og svømmehaller.
  • Kulturinstitutioner med indendørsarealer, såsom museer, biografer, biblioteker og teatre lukkes.
  • Private arbejdsgiver opfordres kraftigt til at sikre, at medarbejdere, der har mulighed for at udføre deres arbejde uden fysisk fremmøde, arbejder hjemmefra.
  • Offentlig ansatte, der ikke besidder kritiske funktioner, og som endnu ikke er sendt hjem, skal fremover varetage deres arbejde hjemmefra.