Foto: Nikolai Linares/Ritzau Scanpix

Chok: Nye Borgerlige opløses

Pernille Vermund smider en politisk bombe på Facebook: Nye Borgerlige opløses.

Pernille Vermund har siden partiets start været ansigtet udadtil på Nye Borgerlige, men nu er hun kommet med en kæmpe politisk bombe: Partiet nedlægges.

Facebook skriver Pernille Vermund, at hun og partifællen Kim Edberg Andersen i dag har meddelt Nye Borgerliges hovedbestyrelse, at de anbefaler, at Nye Borgerliges folketingsgruppe nedlægges, og at partiet opløses.

– Hvis vi skal genrejse det borgerlige Danmark, må vi samle vores kræfter i færre partier, starter hun opslaget, hvor hun begrunder det overraskende valg.

– Genrejsningen af det borgerlige Danmark og ønsket om at løse udlændingepolitikken fra bunden er helt afgørende for mig. Det var årsagen til, at vi i sin tid stiftede Nye Borgerlige.

– Da det hele ramlede i marts sidste år, og jeg igen trådte til som partileder, var det ikke fordi, jeg savnede at være formand. Det var en nødvendighed.

Da hun vendte tilbage til Folketinget var der tre medlemmer i Folketingsgruppen og kort efter blev Peter Seier Christensen sygemeldt, hvilket ifølge Pernille Vermund ikke gjorde situationen lettere.

– Min partifælle Kim Edberg Andersen og jeg aftalte, at vi ville dække Peters områder og fortsætte kampen. Men vi aftalte også, at hvis opgaven viste sig umulig – eller ligefrem ville skade det borgerlige Danmark med potentielt stemmespild – ville vi tage ansvaret på os og nødlande ansvarligt. Det er her, vi er nu, skriver hun i opslaget.

Færre partier

Der er ifølge Pernille Vermund for mange borgerlige partier i det politiske landskab.

– Da vi for otte år siden stiftede Nye Borgerlige, var der fire borgerlige partier. I dag er der syv. Og med to aktive mandater i Nye Borgerliges folketingsgruppe risikerer vi ikke alene at arbejde os i stykker, men også at være dem, der spænder ben for et borgerligt flertal og dermed en borgerlig statsminister. Det kan vi ikke forsvare.

Derfor tager Pernille Vermund og Kim Edberg Andersen nu konsekvensen:

– Derfor har Kim Edberg Andersen og jeg i dag meddelt Nye Borgerliges hovedbestyrelse, at vi anbefaler, at Nye Borgerliges folketingsgruppe nedlægges, og at partiet opløses. Hovedbestyrelsen har valgt at følge vores indstilling og vil i den kommende tid planlægge det praktiske arbejde.

– Hvis vi skal genrejse det borgerlige Danmark, er der brug for at samle alle gode kræfter – men i lidt færre borgerlige partier.

I opslaget kommer hun ind på, hvad fremtiden som politiker bringer for hende.

– Og hvad skal der så ske med mig som politiker? Til det vil jeg sige, at jeg først og fremmest lige skal sunde mig oven på dette.

Du kan se opslaget herunder eller ved at trykke HER.

https://www.facebook.com/PernilleVermundNB/posts/pfbid02UaffM1rscxx2fbWmLHxPJie8RqF1WTMyYQgYJtPgxy5V389izBvAGJ1iE6gaYk9pl

Hvad tænker du om den nyhed? Kom gerne med din mening i artiklens kommentarfelt.

 

Læs mere om...