Claus Hjort tiltalt af Rigsadvokaten: ‘Der er ikke noget, som overrasker mig længere med den her regering’

Inden Claus Hjort Frederiksen officielt kan blive tiltalt, skal sagen igennem Folketinget.

Justitsministeriet oplyser i en pressemeddelelse, at Rigsadvokaten vil rejse tiltale mod Claus Hjort Frederiksen (V):

– Justitsministeriet har tirsdag eftermiddag modtaget en indstilling fra Rigsadvokaten om, at der rejses tiltale mod medlem af Folketinget Claus Hjort Frederiksen for overtrædelse af straffelovens § 109 om uberettiget videregivelse af højt klassificerede oplysninger, står der i meddelelsen.

Det betyder, at der rejses tiltale mod den tidligere forsvarsminister for at have røbet statshemmeligheder – tiltalen skal dog først igennem Folketinget, hvor dets medlemmer skal beslutte, om de vil ophæve Claus Hjorts parlamentariske immunitet, og i sidste ende skal justitsminister Mattias Tesfaye (S) beslutte, om der skal rejses tiltale.

Sagen, som er skyld i, at der skal rejses tiltale mod Claus Hjort, er den såkaldte ‘lækage-sag’, som han siden december 2021 har været sigtet i for offentligt at have bekræftet et hemmeligt kabelsamarbejde med USA.

Sagen er opsigtsvækkende, da det sjældent ses, at en tidligere forsvarsminister sigtes for at røbe statshemmeligheder. Flere fra Forsvarets Efterretningstjeneste (FE) er også sigtet.

Foto: Martin Sylvest/Ritzau Scanpix

På sin Facebook-profil har Claus Hjort i dag udtalt sig kritisk om den forestående tiltale mod sig:

– Der er ikke noget, som overrasker mig længere med den her regering, Danmark har. Jeg mener ikke, at jeg har sagt noget, som ikke allerede var sagt i offentligheden. Jeg synes, det er meget sigende, at jeg har kritiseret regeringen i den her sag, og så bliver jeg efterfølgende sigtet for landsforræderi af regeringen. Jeg håber inderligt, at offentligheden og alle Folketingets medlemmer nu kan få indsigt i, hvad det er, som regeringen mener, at jeg har gjort, som er landsforræderi, så Folketingets medlemmer ikke skal stemme i blinde, skriver han i opslaget, som kan ses i sin fulde længde nedenfor:

Der er ikke noget, som overrasker mig længere med den her regering, Danmark har. Jeg mener ikke, at jeg har sagt noget,…

Posted by Claus Hjort Frederiksen on Thursday, May 12, 2022

Hvad tænker du om denne sag?

Del gerne dine tanker med os i kommentarsporet under artiklen på Facebook nu!