Coop fjerner omdiskuteret skruelåg

Detailhandelkoncernen Coop Danmark fjerner nu de fastmonterede plastik skruelåg fra flere af deres populære produkter.

Enten hader du dem, eller også elsker du dem. Ja, der er intet midt i mellem, når det kommer til de omdiskuterede plastik skruelåg.

Men nu er der godt nyt til dem, der ikke kan fordrage dem. For Coop Danmark har nu fjernet plast skruelåg fra flere af deres produkter.

– Vi ved, at mange kunder synes, de fastmonterede låg er besværlige, og samtidig ønsker vi at spare på plasten. Derfor fjerner vi igen låg på rigtig mange kartoner og sparer dermed store mængder plast og CO2 til gavn for miljøet, siger Thomas Roland, chef for vareansvarlighed og kvalitet i Coop i en pressemeddelelse.

Sparer flere ton plast

De nye kartoner rulles allerede ud i butikkerne og er på hylderne fra i dag.

Det betyder, at danskerne fremover skal åbne yoghurt og ymer, som man gjorde før i tiden – direkte fra kartonen.

Men det er med god grund. Ifølge Coop sparer tiltaget miljøet for hele 17 ton plast om året og reducerer CO2-udledningen med, hvad der svarer til 48 ton.

Om man kan forvente, at flere fastmonterede skruelåg vil blive fjernet, kan dog ikke siges endnu:

– Det er et område, vi fokuserer meget på, og vi arbejder hele tiden på at gøre emballagen så enkel og nem at håndtere som muligt, og at der bruges så lidt plast som muligt. Men vi har ikke noget konkret at præsentere i forhold til opdatering af låg og andet emballage lige nu, siger Thomas Roland, chef for vareansvarlighed og kvalitet i Coop til Newsner Danmark.

Disse Coop-produkter får fjernet plastlåget:

  • Yoghurt Naturel
  • Yoghurt Pære/banan
  • Yoghurt Peach Melba
  • Yoghurt Jordbær
  • Yoghurt Appelsin
  • Yoghurt Vanille
  • Yoghurt Naturel – laktosefri
  • Yoghurt Pære/banan – laktosefri
  • Tykmælk
  • Ymer

Hvad tænker du om dette? Del gerne din mening med os i kommentarfeltet på Facebook.

LÆS MERE: