Corona-virus fundet på is: Flere kartoner tilbagekaldt

Det er efterhånden blevet meget vanskeligt at beskytte sig mod den frygtede virus Covid-19, der stort set har lukket hele verden ned.

Nu er corona-virussen også fundet på is, som er produceret i det østlige Kina. Den kinesiske regering har tilbagekaldt kartoner med is fra virksomheden “Tianjin Daqiaodao Food Company.”

Det skriver Bloomberg.

Producenten blev opmærksom på, at isen var “forurenet” med corona efter, at der blev foretaget tre prøver. Der er i alt produceret 29.000 kartoner med is fra samme mærke, men de fleste af dem er endnu ikke solgt.

Ifølge de kinesiske myndigheder er 390 kartoner solgt i byen Tianjin, der er tæt på Beijing, i Kina. Alle relevante virksomheder er blevet sporet og er underrettet for at stoppe salget.

Bloomberg skriver desuden, at alle medarbejdere, der har været i berøring med isen, er blevet testet, og indtil videre er ingen smittet.

Ifølge Bloomberg viser indledende epidemiologiske undersøgelser, at virksomheden producerede ​​isen med råvarer fra andre lande. Mælkepulveret er eksempelvis importeret fra New Zealand og vallepulver er importeret fra Ukraine.

“Ingen grund til panik”

Den engelske virolog Dr. Stephen Griffin fra byen Leeds i England understreger dog, at der ikke er nogen grund til at “panikke”:

– Det er sandsynligt, at dette er kommet fra en person, og uden at kende detaljerne, tror jeg, at der er tale om et enestående tilfælde,” sagde han til Sky News.

Han fortalte til Sky News, at det sandsynligvis er isens kolde temperatur og fedtingredienserne, der kunne forklare, hvorfor Covid-19 har overlevet på isen.

I Danmark er regeringen lige nu nervøse for, at rejsende danskere kan bringe nye og mere smitsomme corona-varianter til landet.

Justitsminister Nick Hækkerup har givet et forslag om, at der bør laves en lov, der kan gøre det muligt at få en bøde eller anden form for straf, hvis man ikke går i ti dages selvisolation efter en udenlandsrejse.

– Det er en god idé og på tide at gøre isolation til et krav hos rejsende for at undgå, at nye smittekæder som den britiske og sydafrikanske kommer ind i landet, sagde han til TV 2.

Hvad tænker du om det? Del gerne din holdning med os i kommentarfeltet på Facebook.