En ung hollandsk mand er som den første blevet stukket med den danske corona-vaccine, der er udviklet fra Københavns Universitet.
Moderna, Pfizer, AstraZeneca, Johnson & Johnson – ja, listen med diverse corona-vacciner er efterhånden blevet lang, og nu er der endnu en på vej, men denne adskiller den sig fra de andre, da den er danskudviklet.
Den danske vaccine skal testes på i alt 42 raske og voksne deltagere.
– Det er en gigantisk stor dag for os, siger professor Ali Salanti, der har været med til at udvikle vaccinen, til TV 2.
Testvaccinationen foregik ifølge TV 2 på Radhoud University Medical Centre i byen Nijmegen, Holland.
Vaccinen skal igennem tre test-faser, før den kan sendes til godkendelse hos myndighederne.
Vaccinen forventes klar i 2022
Ifølge TV 2 er det uvist, hvor længe de andre vacciner holder, og derfor skal den nye danske vaccine fungere som et supplement, der kan booste immunforsvaret og samtidig holde på langt sigt:
– Vi tror og håber på, at vi med en enkelt vaccination kan få mange års beskyttelse, siger Ali Salanti til TV 2.
Men hvis du allerede ser frem til, at få et stik i armen med en dansk corona-vaccine, glæder du dig lidt for tidligt.
Vaccinen, der skal fremstilles i Danmark, forventes nemlig først klar i starten af 2022.
I Danmark blev de første borgere vaccineret den 27. december 2020 og målet ifølge Sundhedsstyrelsen er, at alle borgere i Danmark får tilbudt et stik i armen ved udgangen af juli 2021.
Hvad tænker du om dette? Del gerne din holdning med os i kommentarfeltet.