Dansk familiefar vinder 19 millioner – giver konen usædvanlig gave

En dansk familiefar blev fredag aften 19.658.488 skattefri kroner rigere, da han vandt en delt 2. plads i Eurojackpot.

Manden er i halvtredserne, gift og far til syv børn. Han har bopæl i Sverige, men var på ferie i et sommerhus på Sydsjælland, da han købte vinderkuponen på en OK-Plus tank i Rønnede.

Det skriver Danske Spil i en pressemeddelelse.

Den nyklækkede millionær troede ikke sine egne øjne, da han opdagede, hvor mange penge han havde vundet:

– Jeg har briller og ser ikke så godt. Så umiddelbart lignede det omkring 190.000 kroner, men så var der alligevel flere nuller, så det måtte være 1,9 million. Og det synes jeg lød af så meget, så jeg måtte lige have min kone over med friske øjne. Så siger hun: Jamen, der står jo 19,6 millioner, fortæller den heldige vinder.

Den nyklækkede millionær troede hverken på sig selv eller konen, så han ringede til sin kammerat, for at få ham til at tjekke op på sagen:

– Derefter ringede jeg til Danske Spil. Der var så lang kø hos Kundeservice, så jeg tænkte, at det måtte være fordi, der var sket en fejl. Men da jeg kom igennem og den venlige medarbejder spurgte om forskellige numrre osv. og hun til sidst sagde: Sidder du ned? Så vidste jeg, at den var god nok.

Derefter åbnede den glade vinder et par flasker champagne sammen med konen. Lørdag fejerede parret den svimlende gevinst ved at invitere seks venner ud at spise i København. Men de har også fejret millionerne på mere utraditionel vis.

Søndag havde de tømmermænd og besluttede, at de var nødt til at få foreviget vinderdatoen. Derfor fik de deres faste tatovør til at åbne sin biks på en fridag. Manden fik datoen tatoveret i en skattekiste på sin arm, mens konen fik datoen foreviget rundt om sin ankel. Derefter kørte de hjem til Sverige:

– Vi kom hjem sent om aftenen og havde kun toastbrød derhjemme. Det var en lidt flad fornemmelse efter sådan en weekend, siger han med et grin.

Parret har nu planer om at købe et hus på Sydsjælland, som de havde været ude at se på, inden de blev millionærer. Egentlig havde de tænkt sig selv at renovere huset over en årrække, men gevinsten har givet dem helt andre muligheder.

– Vi skal jo have et stort hus med alle de børn, og dette hus passer perfekt til vores behov. Men det er nok nogle håndværkere, der får lov til at renovere det. Og det kommer nok også til at stå klar noget før beregnet.

Trods de mange penge mener manden dog ikke, at gevinsten får en betydning for den måde, som familien lever på:

– Vores børn kommer ikke til at gå i mere fancy tøj, og jeg vil heller ikke have, at de bliver nogle forkælede unger. Jeg er selvstændig og har derfor altid haft en stor frihed og bruger i forvejen meget tid med mine børn. Det kommer pengene ikke til at ændre på. Men det giver nogle muligheder for at hjælpe dem, når de får brug for det engang. Og det giver mig ro i maven.

Parrets børn er en skøn blanding af delebørn, fællesbørn og et enkelt adoptivbarn.

Manden fortæller dog også, at de fleste penge skal investeres på sigt. Han afventer besøg fra Danske Spils millionærrådgiver, som kommer på besøg hos vindere, der har vundet over halvanden million kroner og ønsker rådgivning omkring, hvordan man får det bedste ud af sin nye situation.

Her og nu skal pengene bruges på hus og to biler på danske plader, når familien flytter fra Sverige:

– Vi er jo nødt til at have en minibus og en personbil. Jeg drømmer lidt om en stor Mercedes SUV – sådan en rigtig mandebil. Men den er lige lovlig dyr. Den er dog stadig med i overvejelserne, siger han med et grin og fortsætter:

– Min kone har gået og drømt om en Louis Vuitton-taske, men da jeg spurgte hende, om vi skulle tage ind og købe den, gad hun ikke rigtig alligevel. Det var mere bare drømmen om den. Vi har aldrig været specielt materialistiske.

Da vinderens kone er fra Cambodia vil familien også sende økonomisk hjælp til hendes familie, men de vil også hjælpe det lokalområde, hvor hustruen er fra.

– Det er noget, vi altid har gjort. Der er områder, hvor de er ekstremt fattige og børnene blandt andet går flere timer for at komme i skole. De skal selvfølgelig have nogle cykler og diverse andre ting. Det er fedt, at vi nu kan skrue op for hjælpen, afslutter han.

Exit mobile version