Det betyder ikke noget, om man ofte er sammen, eller om man har spradisk kontakt – søskende har og vil altid have et særligt bånd, en unik samhørighed der er umuligt at sætte ord på, men som stadig er åbenlys.
Denne historie handler om netop søskendekærlighed, og hvordan en bror eller søster altid er der, når man har mest brug for dem.
Jeg har fundet historien i lidt forskellige versioner på nettet og kan ikke med sikkerhed sige, om situationen har udspillet sig i virkeligheden. Men budskabet er så vigtigt, at jeg følte mig nødt til at dele historien med jer.
Jimmy var fem år gammel, da hans familie adopterede Neil.
Han husker stadig dagen i retten, hvor dommeren kaldte ham frem, helt alene, og sagde: “I dag er det ikke bare din mor og far, der accepterer ansvaret for at opdrage et andet barn. Jeg regner også med dig, at du deler forpligtelsen. At være storebror betyder, at denne baby vil se op til dig og stole på dig. Er du klar til at påtage dig opgaven?”.
Selv om han blot gik i børnehave, tog Jimmy dommerens ord meget alvorligt.
Neil voksede op og mente, at det sjoveste i verden var at være blevet “adokteret”, som han kaldte det.
Hans forældre må have læst enhver tænkelig bog om, hvordan man skulle forklare et så kompliceret emne som adoption for et barn, eftersom de gjorde et fantastisk job.
Det var ikke bare det, at han følte sig stolt, han følte sig også mere speciel, end hvis han ikke var blevet adopteret.
Hver gang han fik chancen, uanset om det var en helt almindelig dag, en talentkonkurrence eller en fødselsdagsfest, valgte han at stille sig stolt op og fortælle omverdenen, hvordan han havde en “mave-mor” og en “hjerte-mor”.
Nogle gange gik det så vidt, at Jimmy følte sig lidt overset.
Da Neil gik i anden klasse, mødte han en dreng, der havde en lidt anden opfattelse af, hvad det vil sige at være adopteret.
Andy, en 5. klasses elev, der kørte i bus med Neil, havde ikke mange venner i skolen. Han trynede altid de yngste elever på skolebussen.
En dag, uden grund, råbte han fra bag i bussen: “Hey Neil, ved du, hvad det egentlig betyder at være blevet adopteret?”.
Neil blev nervøs, eftersom Andy aldrig havde talt direkte til ham tidligere.
Nu lød Andy vred, som om Neil havde gjort noget, der havde gjort ham vred.
Neil vidste bedre end at lade sig irritere af Andy, så han valgte ikke at reagere.
Andy brummede: “Det betyder, at din rigtige mor kastede dig i skraldespanden”.
Hele bussen blev musestille.
“Du hørte rigtigt, du blev kastet ud som skrald. Du var heldig, at der var nogen, der samlede dig op, før skraldebilen kom.”
Neils hjerte bankede.
Han forsøgte at komme ud af bussen ved næste stop, selv om det var flere kilometer hjem, men buschaufføren nægtede at lukke ham ud.
Alle talte, men han hørte ikke et ord.
På sekundet, da busdørene blev åbnet foran huset, styrtede han ud og løb ind gennem hoveddøren.
Jimmy var allerede kommet hjem fra skole og sad med sin mor i køkkenet. Neils mælk og kager ventede ved bordet.
“Hvad er der sket?”, spurgte moderen straks, med det der instinkt mødre har der gør, at de forstår, at der er sket noget med deres barn, før de selv har fortalt om det.
Neil fortalte, hvad Andy havde sagt.
Moren sank dybt ned i stolen, uden at kunne sige noget trøstende til sin søn. Hun vidste, at ingen gode råd fra disse bøger kunne udviske Neils sønderknuste ansigtsudtryk.
Da hun rakte ud for at kramme ham, trak han sig væk.
Instinktivt tog hun telefonen for at ringe til børnenes far.
Pludselig rejste Jimmy sig op. Han gik rundt om bordet til stolen, hvor Neil sad og hulkede med ansigtet dybt begravet i sine hænder.
“Neil…”, sagde han roligt. “Tænk på, hvad der virkelig er sandt. Babyer bliver ikke adopteret, fordi ingen elsker dem. Babyer bliver kun adopteret, når der er nogen, der elsker dem. Rigtig meget.”
Moren stoppede med at indtaste nummeret på telefonen. Neil løftede hovedet.
Nogle siger, at sandheden gør ondt – men nogle gange hjælper den, når den kommer lige fra hjertet.
Del denne historie for at hylde alle de fantastiske søskende, der altid er der, når man har mest brug for dem!
