Shutterstock

Den lokale ildsjæl Pias varme gestus: Inviterer ensomme og hjemløse til juleaften

Pia Backquist efterlyser gæster til juleaften i Faxe kommune.

Julen er en smuk tid, hvor man samles med dem, man elsker, men den kan også være svær for særligt enlige, ensomme og hjemløse.

Det forsøger lokalpolitikeren Pia Backquist, der er byrådsmedlem for Nye Borgerlige i Faxe kommune, nu at lave om på. Hun skriver nemlig i et opslag på Facebook, at hun inviterer til julemiddag juleaften.

– JUL FOR OG MED ENSOMME. Er du, eller kender du en, som er ensom – specielt juleaften, så vil jeg gerne invitere til julemiddag juleaften, skriver hun i sit opslag.

Pia Backquist skriver, at hun har booket plads på den lokale café ‘Café Simona’, hvor der vil blive serveret en klassisk julemiddag med and, flæskesteg og medister med tilbehør og risalamande til dessert.

Gør det af flere årsager

Pia fortæller selv, at der er flere årsager til, at hun ønsker at afholde det hyggelige arrangement for folk, hun ikke kender.

– Der er rigtig mange, som lider af ensomhed i dag og dem ville jeg gerne gøre en forskel for. Jeg er selv så heldig, at jeg ikke er så ramt af energipriserne, så mine regninger er ikke løbet løbsk, så jeg tænkte, at jeg kunne gøre noget for nogle andre, fortæller Pia Backquist til Newsner.

I forlængelse fortæller Pia også, at hun har en særlig personlig grund.

– Jeg har en ægtemand, der har alzheimers, og vi skal ikke holde jul juleaften. Det gjorde vi i går med nogle af vores børn, så vi skulle have siddet herhjemme alene, så der kan vi nu komme ud og snakke med nogle mennesker, deler hun.

Stadig pladser tilbage

Og selvom Pia er lokalpolitiker, så forsikrer hun om, at arrangementet er betalt af egen lomme. Dog fortæller Pia, at hun selvfølgelig også har en interesse i arrangementet, set fra det politiske perspektiv.

– Den gruppe, jeg har snakket om, at jeg vil arbejde med i min byrådsperiode, det er ensomme. Det er ikke officielt, at jeg skal det, men jeg har et ønske om det, fortæller hun.

Pia afslører til slut, at hun stadig har nogle pladser tilbage, hvis man skulle være interesseret og bosat i Faxe kommune eller omegn, og i så fald skal man være velkommen til at skrive en SMS til hende på telefonnummeret 40280575.

Man må sige, at julestemningen spreder sig i det danske land i disse dage. I går kunne vi fortælle, at Puk Elgård havde valgt at udlodde koncertbilletter til en heldig vinder.

Hvor er det dejligt at læse. Skriv, hvad du tænker om initiativet i kommentarsporet.

 

Læs mere om...