
Pave Frans blev beundret for sin ydmyge livsstil og enkle måde at leve på – men med hans død blev en række ældgamle og næsten mystiske ritualer pludselig sat i gang.
Et af de første? Hans lejlighed blev forseglet næsten med det samme – og grunden til det er mere spændende, end du måske tror.
Efter pave Frans’ død i mandags sørger katolikker over hele verden over tabet af deres åndelige leder.
Paven døde af et slagtilfælde i en alder af 88 år.
Når en pave går bort, sættes der en meget præcis og traditionsbunden proces i gang i Vatikanet. Tirsdag offentliggjorde Vatikanet for eksempel de første stærke billeder af pave Frans, der ligger i hvile, og gav et højtideligt indblik i de hellige ritualer til ære for hans liv.
På billederne er hans åbne kiste omgivet af ceremonielle vagter, mens Vatikanets embedsmænd og medlemmer af hans husstand samles for at sige deres private farvel. Frans er klædt i røde gevandter – en farve, der symboliserer martyriet og Kristi blod – med en rosenkrans forsigtigt placeret i sine foldede hænder.
En silkesnor er bundet hen over døren
En anden begivenhed, der fulgte efter pavens død, var forseglingen og aflåsningen af pave Frans’ personlige residens af højtstående embedsmænd i Vatikanet mandag.
Forseglingen finder sted umiddelbart efter, at paven enten er afgået ved døden eller har trukket sig tilbage. Det sker i overværelse af Vice Camerlengo – i øjeblikket ærkebiskop Ilson de Jesus Montanari. En silkesnor bindes på tværs af døren og sikres med et vokssegl, som sikrer, at rummet forbliver uberørt. Det ubrudte segl fungerer som bevis på, at ingen er kommet ind.

Rummet vil først blive åbnet igen og forseglingen brudt, når konklavet er afsluttet, og en ny pave er valgt.
Ifølge CBS News valgte pave Frans ikke at bo i de traditionelle pavelige lejligheder i det apostoliske palads. I stedet slog han sig ned i et beskedent værelse i Casa Santa Marta – Vatikanets gæstehus, som mere har karakter af et kollegium.
– Han bor i et lille værelse, sagde Lucas Schaerer, en insider i Vatikanet, som blev venner med pave Frans tilbage i 2008, i et interview med People i 2015.
Derfor blev pavens lejlighed forseglet
Så hvorfor blev pavens bolig overhovedet forseglet? Selv om ritualet kan virke meget symbolsk – især fordi pave Frans valgte at bo i kirkens gæstehus, Casa Santa Marta, i stedet for i det traditionelle apostoliske palads – har det faktisk også et praktisk formål.
Ifølge Sky News opstod denne praksis som en måde at »forhindre plyndring« efter en paves død.
Men endnu vigtigere i dag er det, at det hjælper med at beskytte mod manipulation af pavelige dokumenter eller uautoriseret frigivelse af genstande, som kun kan håndteres af den næste pave. For at sikre dette udføres forseglingen af en udpeget embedsmand fra den romerske kurie – Camerlengo eller kammerherre – som i øjeblikket er kardinal Kevin Farrell, der også er leder af Vatikanets Dicastery for Laity, Family and Life.
Endnu et ritual
I takt med at den katolske kirke går videre med begravelsesarrangementer og mindehøjtideligheder, har opmærksomheden rettet sig mod den ikoniske fiskerring, som pave Frans bar under sit pavedømme.
Ringens værdi anslås til ca. 3,4 millioner kroner, men dens sande betydning ligger langt ud over dens materielle værdi. Som symbol på pavedømmet repræsenterer signetringen pavens autoritet inden for den katolske kirke.

Traditionelt bliver ringen givet til en nyvalgt pave og ødelagt efter dennes død. Dette ritual udføres af camerlengo (kardinal), som i dette tilfælde er kardinal Kevin Farrell. Destruktionen tjener til at sikre, at ringen ikke kan misbruges efter pavens død, da den oprindeligt var designet som et segl til pavens personlige breve, selvom den nu har en ceremoniel betydning.
Destruktionen af ringen og den tilhørende bulla (pavens segl) finder sted i overværelse af kardinalkollegiet efter den officielle bekræftelse af pavens død, lige før det pavelige konklave begynder at vælge en ny pave.
Vatikanet har bekræftet, at pave Frans’ begravelse vil finde sted lørdag den 26. april kl. 10 lokal tid på Peterspladsen.
Efter den offentlige ceremoni vil hans lig blive transporteret til Santa Maria Maggiore-basilikaen i Roms Esquilino-kvarter – det samme sted, hvor Frans engang sagde, at han ønskede at blive stedt til hvile.