DSB ærer dræbte i togulykken – holder 1 minuts stilhed klokken 14

Torsdag klokken 14.00 holder DSB et minuts stilhed for at mindes de otte personer, som mistede livet i forbindelse med onsdagens togulykke på Storebæltsbroen.

Denne markering bliver afholdt på tværs af virksomheden, men vil ikke påvirke afviklingen af togdriften. DSB har desuden flaget på halv hele dagen.

Det oplyser DSB i en pressemeddelelse.

– Jeg er dybt berørt over ulykken og vil gerne udtrykke min dybeste medfølelse til de efterladte, de tilskadekomne og alle andre, der har været involveret i gårsdagens hændelse. Jeg vil også gerne udtrykke min store taknemmelighed til de medarbejdere og det politi- og redningspersonale, der under stærkt traumatiserende forhold har ydet deres bidrag i kølvandet på ulykken, siger Peter Schütze, som er bestyrelsesformand for DSB.

Efter ulykken har DSB rutinemæssigt sat gang i en række undersøgelser og interne analyser af forholdene omkring den.

– Vi vil meget minutiøst gennemgå vores egne fakta og procedurer for at se, om ulykken giver anledning til at ændre noget internt i DSB. Det er op til Havarikommissionen og politiet at få klarlagt hændelsesforløbet og årsagen til ulykken til bunds. DSB bidrager naturligvis med alt det, vi kan, til Havarikommissionens undersøgelse.

Otte passagerer mistede livet ved ulykken, som skete onsdag morgen, mens 16 passagerer blev kvæstet.

Exit mobile version