En 22-årig mand skal nok ikke lige regne med at komme til køreprøve igen foreløbig.
Det gik hurtigt fra at kunne blive en rigtig god dag til at blive en rigtig skidt en af slagsen.
Onsdag var en 22-årig ung mand mødt op til sin køreprøve i håbet om, at han kunne gå derfra med et kæmpe smil og tanken om, at han nu kunne sætte sig bag rattet.
I stedet tog elevens dag en drejning, som han nok ikke lige havde håbet på.
Det skriver Jydskevestkysten.
Med start på Vestermark i Sønderborg havde manden sat sig ind i bilen. Til prøven havde han medbragt en mappe, hvori der lå nogle teoripapirer, som den motorsagkyndige skulle gå igennem, inden prøven kunne starte.
Desværre for den unge mand faldt der en såkaldt pølsemandspose ud af mappen, da den blev åbnet. I posen lå der hvidt pulver.
Det fik den motorsagkyndige til at slå alarm og ringe til politiet.
Artiklen fortsætter under billedet…
Endte med en sigtelse
Syd- og Sønderjyllands Politi mødte op og testede indholdet for at undersøge, om posens indhold var euforiserende stoffer.
Og det var det altså.
Testen konstaterede nemlig, at der var tale om 0.6 gram kokain.
Desværre sluttede det ikke her for den 22-årige.
Politiet valgte også at teste den unge mand med en narkometertest for at se, om han var påvirket, og her testede han altså positiv for kokain.
I stedet for at forlade stedet med en bestået køreprøve, måtte han i stedet gå derfra med en sigtelse for at overtræde loven om euforiserende stoffer.
Hvad tænker du om hændelsen? Del dit svar i kommentarsporet. Del også meget gerne artiklen.