Dyrlæge med advarsel: Måtte operere mundbind ud af hundens mave

VI SKAL ADVARE OM STÆRKE BILLEDER LÆNGERE NEDE I ARTIKLEN!

Mundbind i supermarkeder, i toget, hos daginstitutioner og hos lægen. Listen med steder, der kræves mundbind på grund af corona-pandemien, er meget lang.

Men når disse engangsmundbind skal kasseres, er det desværre ikke altid, at de ryger i en skraldespand. Det er efterhånden ikke et sært syn at se brugte mundbind flyde rundt på gaderne i Danmark, hvor de er lettilgængelige for vores nysgerrige venner med fire ben.

Hunden Ludvig er af dem, der desværre var lidt for nysgerrig, da han så det velkendte blå-hvide mundbind, og han endte med at spise det.

– Jeg har været dyrlæge i 30 år. Blandt andet 16 år på skadestuen i København. Og jeg har aldrig før fjernet et fremmedlegeme (mundbindet, red.), der sad så godt fat. Vi måtte nærmest flå det af tarmsiden, fortæller Carsten Holm Petersen over telefonen til TV 2 Lorry.

Den 11. januar måtte den stakkels hund Ludvig, ifølge Dyreklinikken Rungstedvej, en tur til dyrlægen med kraftige opkastninger.

– Vi tog ham ind til stabilisering og undersøgelser og røntgen viste “noget metal” i bughulen. Blodprøver viste voldsomme inflammationer og problemer i både lever- og bugspytkirteltal – det var tid til operation!, skriver Dyreklinikken Rungstedvej i et Facebook-opslag.

Det de fandt i den stakkels hunds mave, kom som et chok for dyrlægen:

– Det vi fandt var et fremmedlegeme i nedre del af tyndtarmen som var kilet så fast, at det næsten måtte rives ud også fordi det havde suget al væsken fra tarmvæggen – og hvad var det så… – et mundbind!

Du kan se det fulde opslag her. Vi advarer om voldsomme billeder.

https://www.facebook.com/DyreklinikkenRungstedvej/posts/3705325426223859?cft[0]=AZUbw_d0fOojhaQsZr5SfDAIpUCxtFWN3Sb6jj6MyCjvY5E_hPEw7CKSV1DZRmKyrbC-Vd8EycTgta7W3DPk9t-5-iMVZKkFKY0Xb8GLWeEb4ewAQDLb8cSOinYMkDis3mm0BzrjpPlsYRpKvez-jK9A&tn=%2CO%2CP-R

Dyrlæge: “Pas på hvordan de mundbind bortskaffes”

For hunden Ludvig har mundbindet haft store konsekvenser, og han har haft nogle svære dage efter operationen:

– Det var ikke helt slut med bare at fjerne fremmedlegemet. Givet på grund af mundbindets sugende egenskaber har der formodentlig været skader på slimhinden i mavesækken og tarmene, for Ludvig har måttet starte langsomt op på fodringen og haft opkast igen så snart det gik for hurtigt, skriver dyrklinikken på deres Facebook-side.

Derfor har dyrlægen en hel klar opfordring til danskerne:

– Moralen er jo simpel! Pas nu på hvordan de mundbind bortskaffes (for pokker da!) – det er ikke alle dyr der har mulighed for at komme til dyrlæge – og det er muligvis ikke alle kæledyr der ville få lov til at komme igennem så intensiv en behandling som Ludvig.

Der er nu gået tre uger og Ludvig det fint, oplyser dyrlægen til TV 2 Lorry.

Del gerne artiklen, så andre kan blive opmærksomme på, hvor galt det kan gå.