Kort før termin mistede Joy Mogensen et barn i 2019. Nu venter hun barn igen.
Joy Mogensen er gravid og skal føde ved årsskiftet.
Det deler den 40-årige kirke- og kulturminister nu i et opslag på Facebook.
– Det er jeg både utroligt glad og taknemlig for. Det er sket med hjælp fra dygtige læger og sygeplejersker på Herlev Hospital, som jeg skylder stor tak for både professionel behandling og forståelse undervejs, skriver hun om sin graviditet og fortsætter sit opslag om sin tidligere graviditet:
– Tabet af min datter kort før termin for halvandet år siden gør, at jeg går den kommende tid i møde med lige dele håb og ængstelse. Jeg beder derfor om forståelse for, at min graviditet er et følsomt spørgsmål, som jeg ikke ønsker at sætte mange flere ord på i offentligheden.
Ministeren er ikke vaccineret, og vil derfor begrænse sin rejseaktivitet frem mod fødslen. Hun kommer blandt andet ikke til at deltage i OL i Tokyo, oplyser hun.
Barnet fik navnet Sarah
Under Joy Mogensen sidste graviditet i 2019 blev hun udnævnt til minister.
Men kort tid efter mistede hun barnet.
Den lille pige døde i hendes mave mindre end en måned før termin. Hun fik efterfølgende navnet Sarah.
Dengang skrev hun efterfølgende på Facebook:
– Til jer og til andre, der stadig kæmper for at få børn: Det var og er det hele værd. Min lille piges spark i maven, når jeg spillede og sang for hende. Den kærlighed, jeg føler for hende nu i den korte stund, jeg får lov at holde hende. Det bliver mine mest dyrebare minder, lød det fra minsteren som fortsatte:
– Hold fast i håbet. Frygt ikke, tro kun. Børn er det hele værd. Det er jeg kun mere bestyrket i.
I et nyligt interview med magasinet Femina delte hun, at hun stadig ikke ved, hvorfor datteren ikke var levedygtig.
Dejlig nyhed for Joy Mogensen!
Vær med til at ønske hende tillykke med graviditeten i kommentarsporet under artiklen på Facebook.