Foto: Shutterstock

Efter overfald midt i lyskryds: Nu leder politiet efter tre mænd

Da to biler i går kørte tæt på hinanden og provokerede hinanden, udviklede det sig til et overfald. Nu leder politiet efter vidner til overfaldet.

Lige før midnat i går torsdag kom to mænd på henholdvis 21 år og 22 år kørende i bil fra Aarhus Nord med retning mod havnen, men da de kom kørende på Randersvej ud for McDonalds kom en sort varebil op på siden af dem. De to biler endte med at køre tæt på hinanden og provokerede hinanden under kørslen.

Men pludselig tog sagen en dramatisk drejning.

Det oplyser Østjyllands Politi i deres døgnrapport.

Overfor politiet har de to mænd forklaret, at da de nåede frem til krydset Randersvej/Nordre RInggade, holdt de to biler i henholdsvis venstre og højre svingbane, men pludseligt kom der to mænd ud af varebilen og truede dem, hvilket fik den 22-årige til at gå ud på vejen og stille sig foran dem.

– Den ene mand greb herefter fat i den 22-åriges trøje og trak den over hovedet på ham, hvorefter han slog ham flere gange og kastede ham ned på jorden, hvorefter han også selv faldt på jorden. Da den 22-årige kom på benene igen, blev den anden mand liggende på ryggen på jorden og sparkede den 22-årige flere gange i brystet, lyder det i døgnrapporten.

Men det var ikke kun den 22-årige som blev overfaldet. Overfor politiet har den 21-årige forklaret, at han samtidig blev overfaldet af den anden mand, der slog og sparkede ham flere gange og også tog kvælertag på ham.

Ifølge de to mænd var der en tredje mand som holdt sig i baggrunden, og da de to mænd pludseligt stoppede med at overfaldet den 21-årig og 22-årige, hoppede de alle tre ind i bilen igen og kørte i retning mod Trøjborg.

Den 21-årig og 22-årige havde dog ikke tænkt sig at lade mændene slippe væk, så de fulgte efter bilen, mens de ringede til politiet.

Da bilen senere stoppede på Tordenskjoldsgade kom alle tre mænd truende hen mod de to unge, men den 22-årige valgte at nævne, at han havde politiet i røret, hvilket fik de tre mænd til at trække sig.

I stedet for at køre væk i den samme bil, valgte en af mændene at løbe fra stedet, mens de to andre kørte fra stedet i en anden bil – formentlig en mørk Citroën C1. Den 22-årige forsøgte at sætte efter manden som løb væk, men mistede manden af syne.

De tre mænd beskrives som:

A – ham der slog og sparkede den 22-årige:

• Mand
• Dansk
• Ca. 25 år
• Ca. 190 cm høj
• Almindelig af bygning
• Brunt hår
• Var iført grå hættetrøje med en rød trøje under og joggingbukser
• Var tatoveret over hele overkroppen

B – ham der slog og sparkede den 21-årige:

• Mand
• Dansk
• Ca. 25 år
• Ca. 170-175 cm høj
• Normal af bygning
• Karseklippet – kort i siderne og længere på toppen med sideskilling
• Var iført sort trøje, mørkeblå jeans og sorte sko
• Havde et ar i panden

C – ham der holdt sig i baggrunden
• Mand
• Dansk
• Ca. 25år
• Ca. 180 cm høj
• Blond hår
• Normal af bygning – lidt buttet
• Var iført sort jakke, grå hættetrøje og sorte bukser

Østjyllands Politi vil meget gerne høre fra dig, hvis du enten har set optrinnet i krydset ved Nobelparken eller har set personerne på Tordenskjoldgade. Hvis du har nogle oplysninger i sagen kan Østjyllands Politi kontaktes på 114.