Arkivfoto: Jens Nørgaard Larsen/Ritzau Scanpix

Fantastisk nyhed: Bispebjerg Hospital donerer overskudsmad til hjemløse

For fremtiden skal overskydende mad fra køkkenet på Bispebjerg Hospital ikke smides ud, men derimod gives videre til lokale hjemløse.

I køkkenet på Bispebjerg Hospital bliver der lavet mad til de mange patienter på Bispebjerg og Frederiksberg Hospital, og selvom der er fokus på madspild, så har de næsten hver dag overskydende mad. For at komme madspildet til livs har køkkenet på hospitalet derfor lavet en aftale med Morgencafé for Hjemløse i Nordvest. Dermed bliver der ikke kun smidt mindre mad ud, men maden kommer de hjemløse til gode.

– Vi har hver dag en smule overskydende mad – det kan ganske enkelt ikke undgås i et køkken af vores størrelse. Så det er sund fornuft at se, om ikke der er nogen i lokalområdet, der kan få gavn af det, og det er der heldigvis. Det er meget bedre at se maden blive spist, end at skulle smide den ud, siger Michael Allerup, enhedschef og madhåndværker på Bispebjerg og Frederiksberg Hospital, i en pressemeddelelse.

Hjemløse får glæde af maden
Den nye ordning trådte i kraft den 23. september, og kommer til at foregå på den måde, at det lokale værested for hjemløse to gange om ugen kommer til at hente overskudsmad fra Bispebjerg Hospital. Af pressemeddelelsen fremgår det, at det kommer til at dreje sig om mad på køl eller frost, men også andre eventuelle overskudsvarer. Det vil typisk være salater, desserter eller grøntsager.

Arkivfoto: Jens Nørgaard Larsen/Ritzau Scanpix

Dermed får hjemløse og socialt udsatte glæde af den mad, som ellers ville være smidt ud.

– Vores brugere er ikke et sted i livet, hvor de har mulighed for at prioritere et godt og sundt måltid mad – derfor har det enorm betydning for både deres fysiske og psykiske velvære, at vi nu kan få sund velsmagende mad fra Bispebjerg Hospital helt gratis. Det kommer med garanti til at gøre en forskel for de mennesker, der spiser det, siger Michael Espensen, leder af Morgencafé for hjemløse.

Kan bredes ud til andre hospitaler
Den nye ordning koster ikke hospitalet noget, da Morgencaféen selv henter maden og bringer emballagen tilbage rengjort.

– Jeg er rigtig stolt over det her initiativ. Mit mål som sundhedspolitiker er at bekæmpe ulighed i sundhed – og som miljøpolitiker, at vi smider mindst muligt affald ud. Derfor er det sund fornuft, at vi nu giver vores overskydende mad videre til de hjemløse og sultne. Fungerer det også på længere sigt, så er jeg klar til at brede modellen mere bredt ud til andre af vores køkkener og mennesker med behov for maden, siger regionsrådsformand Sophie Hæstorp Andersen (S).

På nuværende tidspunkt vil maden blive hentet to gange om ugen, men på sigt kan det være, at endnu en afhentningsdag hentes.

Hvor er det bare fantastisk at læse, det er så godt at bruge maden på sultne maver i stedet for at smide det ud. Del for at hylde dette initiativ!