Foto: Instagram/Mongolprinsessen

Ferie for unge med down syndrom aflyst af kommunen: Nu tager de unge og forældrene sagen i egen hånd

10 unge udviklingshæmmede fra bostedet Valbyholm kan godt pakke badetøjet, pas og solbrillerne væk igen lige foreløbigt.

For fem år siden kom de på en rejse til Gran Canaria, som var en stor succes, men de personalestøttede rejser står ikke på kommunens budget længere, og det betyder, at ferien nu er aflyst:

– Som forældre er det dejligt, at ens voksne barn holder sin egen ferie. Det har man sparet væk, siger Susse Vallø Bisgaard, som er mor til Thilde, der bor på bostedet Valbyholm, til Newsner og fortsætter:

– Det er ikke fordi, at kommunen betalte deres ferie, men det de betaler, det er medarbejderne, der kommer med. Det er sparet væk nu, forklarer hun.

Bevillingen var ikke permanent

Mette Boskov Vedsmand, der er underdirektør i Socialforvaltningen i København med ansvar for handicapområdet, bekræfter, at at mulighederne for at få pædagogisk ledsagelse på en ferie har ændret sig.

Hun forklarer, at bostederne havde fået en midlertidig bevilling, der udløb med udgangen af 2018.

– Siden da har det været sådan, at det enkelte botilbud planlægger om de kan tilbyde ledsagelse på en ferie ud fra de ressourcer, som de har til rådighed, lyder det fra Mette Boskov Vedsmand i et skriftligt svar til Newsner.

28-årige Thilde er en af dem, der bor på bostedet Valbyholm med ni andre jævnaldrene, der alle har det til fælles, at de har diagnosen downs syndrom. Hun er en af dem, der nu må aflyse sommerferien.

– De fleste mennesker trænger en gang imellem til luftforandring, det gør udviklingshæmmede også, siger mor Susse Vallø Bisgaard.

Derfor har forældrene sammen med de unge valgt at tage sagen i egen hånd og samle penge ind til formålet.

Holder støttefest

Lørdag den 14. august inviterer de unge og deres forældre til en stor fest, som bliver afholdt i det grønne område ved bostedet.

– Du vil kunne opleve noget underholdning fra de unge, du kan købe alt det, du ikke vidste, du manglede. Vi har 12 boder med forskellige temaer, siger Susse Vallø Bisgaard.

Men det er ikke til denne bazar, man skal regne med at prutte om priserne.

-Vi har prismærket alle varer, hvis du siger til Thilde, at du gerne vil give en 10’er, så siger hun giv mig en femmer, fordi hun har ikke forstand på penge, fortæller hun grinende.

Du kan læse mere om arrangementet herunder:

‘Nogle skal passe på dem’

En rejse med alle de unge mennesker og medarbejdere, der kan hjælpe og støtte dem på rejsen, vil løbe op på omkring 120.000 kroner.

– Det vil give meget livsglæde og livskvalitet, lyder det fra Susse Vallø Bisgaard.

– Men der skal være nogen til at arrangere rejsen, og nogle til at passe på dem. De er afhængige af, at der er medarbejdere med dem, siger hun.

Susse Vallø forklarer, at hun synes, det er en fornøjelse selv at rejse med sin datter Thilde, men at det også giver datteren meget at komme på ferie med sine venner.

– Det vil betyde fællesskab, oplevelser og at gøre noget andet end at være sammen med mor og far på ferie, siger hun.

Større formål

Forældrene til de udviklingshæmmede har nu lavet en fond ved navn IBE – Ingen bliver efterladt. Man kan på siden donere penge til formålet, men forældregruppen har også større planer.

– Ferie er flødeskum, men vi vil gerne lave et andet bosted, siger Susse.

Hvad der skal til for, at arrangementet bliver en succes, handler dog ikke kun om kroner og øre.

-Vi har en forventning om at få nogle penge i kassen. Men også at gøre folk opmærksomme på udviklingshæmmede. For der er en holdning, der hedder: ‘Vi har ikke råd til dem’, og det er en ret ubærlig sætning at høre, når man er forælder.

Mongolprinsessen

Susse og datteren Thilde gør også opmærksom på livet med downs syndrom gennem Thildes Instagram-side ‘Mongolprinsessen‘, hvor de flittigt deler billeder af Thildes hverdag.

Susse Vallø Bisgaard er opmærksom på, at termen ‘mongol’ ikke er politisk korrekt, men navnet er valgt helt bevidst:

– For 28 år siden, da Thilde blev født, så var mongol et skældsord, så vi døbte hende mongolprinsesse, så hun ikke skulle møde ordet mongol som et skældsord, og når du putter prinsesse bag, så har ordet en helt anden klang, forklarer hun.

Når man spørger Thilde selv, vil hun hverken betegne sig selv som handicappet eller udviklingshæmmet.

– Jeg er bare lidt mongol, lyder svaret altid fra den kvikke unge dame.

Du kan se flere billeder fra Thildes hverdag på hendes instagram-side, som du kan finde herunder:

Hvor er det et flot initiativ. Del gerne denne artikel, så flere kan hjælpe med at støtte til det gode formål og de unge mennesker kan komme på en velfortjent ferie!