Filip er imod kvindelige præster: ‘Gud har givet os forskellige roller som kvinder og mænd’

Kun mænd skal kunne prædike Guds ord som præster i kirken. Det mener Filip Ambrosen, menighedsrådsformand i Hasle på Bornholm.

Kvindelige præster må ikke prædike til gudstjenesterne i kirken i Hasle på Bornholm.

Det er en bevidst beslutning, som Filip Ambrosen har taget.

Han mener nemlig ikke, at kvinder kan være præster, og som menighedsrådformand har han stor indflydelse på den beslutning, når nye præster skal ansættes i Hasle. Det skriver DR.

Foto: Christian Roar Pedersen / Flickr

Intet kan rykke ved Filip Ambrosens forståelse af Biblen.

– Jeg synes ikke, vi har et dårligt kvindesyn. Vi synes, at damer er lige så vigtige som mænd, men vi tror på, at Gud har givet os forskellige roller som kvinder og mænd. Og Gud har givet denne rolle til mænd – at de skal være præster. Og så handler det ikke om, at vi synes, damer er dumme, siger Filip Ambrosen til DR.

Filip Ambrosen er medlem af Evangelisk Luthersk Missionsforening, som er en konservativ folkekirkelig bevægelse.

Her følger han Paulus’ første brev til Timotheus i Det Nye Testamente, som siger, at ‘en kvinde skal lade sig belære i stilhed og underordne sig alt’, så for ham er der ikke noget, der står til diskussion.

Derfor mener han ikke, at der er tale om kønsdiskrimination, når han ikke vil tillade kvindelige præster at blive ansat i kirken i Hasle.

Ifølge ham er det nemlig bare, hvad der står i Biblen, og det står han ved.

Det er der heller ikke noget ulovligt i.

Ifølge DR er det nemlig helt lovligt at nægte at ansætte kvindelige præster, da kirker og andre trossamfund – som de eneste arbejdspladser i Danmark – ikke behøver at leve op til ligebehandlingsloven på lige fod med andre.

Et flertal af biskopperne i landet mener dog ikke, at folkekirken skal kunne sortere i køn ved ansættelserne. De taler derfor for, at den særlige undtagelse fra ligebehandlingsloven skal fjernes.

Men Filip Ambrosen sætter Biblens ord højere end loven.

Han vil ikke selv kunne tillade en kvindelig præst på prædikestolen under nogen omstændigheder.

Hvis en kvinde en dag blev ansat i hans menighed, ville han ifølge DR være nødt til at finde et nyt sted at komme.

Del dine tanker om emnet i kommentarsporet under artiklen på Facebook.

Exit mobile version