Flere danskere ønsker at ophæve fredning af ulve

Nogle synes de er smukke at se på. Andre ville ikke have noget i mod det, hvis de slet ikke eksisterede. Ja, der er tale om ulve, som fylder en del i debatten i Danmark for tiden.

For siden rovdyret igen begyndte at strejfe rundt i de danske skove for godt et årti siden, har de vakt både begejstring og bekymring.

Men i takt med at det er blevet mere normalt at se ulve i mere befærdede områder, er danskerens skepsis også steget.

Megafon har lavet en ny undersøgelse for TV 2, der faktisk viser, at 66 procent af danskerne enten ønsker fredningen af ulven helt ophævet eller delvist lempet.

Med andre ord mener to ud af tre, at det skal være muligt at skyde ulve i Danmark under visse eller mere frie omstændigheder.

Det er en markant holdningsændring sammenlignet med tidligere.

Da TV 2 stillede samme spørgsmål tilbage i 2018, var det kun omkring 25 procent af de adspurgte danskere, der følte sig utrygge. Det svarer til hver fjerde dansker.

Ulv på gåtur ved villavej

Senest har en tilfældig mand optaget en ulv, der går på en hel almindelig villavej omkring klokken syv om morgenen i Sydjylland.

Videoen har vakt stor opsigt. Og flere har været ved tasterne for at give udtryk for deres mening.

For selvom ulven er fredet i Danmark og hele EU har diskussionen om, hvorvidt der bør gives tilladelse til regulering eller decideret jagt, taget til i styrke de seneste år.

– Ulven skal ikke være her i landet. Den gør alt alt for meget skade til stor pinsel for dyr og mennesker, skriver en Facebook-bruger under kommentarfeltet på artiklen, mens en anden skriver:

– Det kan jo undre mig at så sky og vildt dyr går strøgtur i byen. Jeg håber da ikke Hr. og Fru. Danmark har deres lille barn siddende i sandkassen, for kan en ulv nedlægge et får, så tænker jeg ikke et barn ville være af vejen.

En del af økosystemet

Modstandere af fredningen peger altså på, at ulven ikke hører til i det moderne danske landskab. Derudover mener de, at de udgør en trussel mod både dyr og mennesker.

Flere i kommentarsporet mener dog også, at ulven spiller en vigtig rolle i økosystemet, og at frygten i mange tilfælde er overdrevet.

– Lad det stakkels dyr være. Det er et vildt dyr. Vi mennesker tror vi ejer naturen! Vi stjæler dyrenes levesteder også siger vi, at der ikke er plads til dyrene. Det er jo sygt!, skriver en tredje.

Hvad er din holdning? Del gerne din mening med os i kommentarfeltet på Facebook.

LÆS MERE:


 

Læs mere om...