Forældrepar fængslet i al hemmelighed: Sigtet for brutalt seksuelt misbrug af parrets børn

De massive overgreb skulle være gået ud over parrets fire børn i en periode på 13 år. Forældrene nægter sig skyldige.

En ny uhyggelig sigtelse er kommet frem i dagens lys efter mange år.

Ifølge Radio24syv har Syd- og Sønderjyllands Politis i al hemmelighed sigtet og fængslet en mand og kvinde for at have begået vold og seksuelt overgreb imod parrets to børn og kvindens to børn fra et tidligere ægteskab.

Overgrebene er ifølge radiostationen foregået i Vejen-området i perioden fra 1987 til 2000, hvor alle fire børn er blevet tvangsfjernet af kommunen.

Sigtelserne lyder på ”voldtægt og andet seksuelt forhold end samleje med barn under 12 år” og ”legemsangreb af særlig rå, brutal eller farlig karakter”.

Faderen skulle ifølge sigtelserne have begyndt de seksuelle overgreb på steddatteren, da hun var tre, mens de startede på sønnen, da han var fem år.

Derudover skulle forældrene have tilladt ”mandlige venner af familien at gennemføre samleje samt udføre oralsex” på de to biologiske døtre samt have ”stimuleret familiens hund til sædafgang i børnenes ansigter og mund, samt fastholdt hunden, mens den urinerede i børnenes ansigter.” Det skriver Radio24syv.

Selvom sagen først er blevet meldt til politiet i år, har politiet blandt andet gamle tegninger til at støtte forklaringerne.

Parret er fængslet indtil den 6. december.

Foto: Wikimedia Commons