Arkivfoto: Christian Lindgren/Ritzau Scanpix

Forfærdelig ulykke: 12-årig pige på løbehjul dræbt

En 12-årig pige blev mandag morgen påkørt af en bil i Østervrå i Vendsyssel. Pigen døde efterfølgende af sine kvæstelser.

Ulykken skete klokken 07.27 på Brøndenvej, hvor pigen var på løbehjul, da hun blev påkørt af bilen.

Det oplyser Nordjyllands Politi i en pressemeddelelse.

– Pigen pådrog sig alvorlige kvæstelser i forbindelse med ulykken, og hun blev med eskorte kørt til Aalborg Universitetshospital, siger vagtchef ved Nordjyllands Politi, Mads Hessellund.

Pigen blev erklæret for død på hospitalet klokken 09.02.

Arkivfoto: Christian Lindgren/Ritzau Scanpix

Føreren af bilen var en mand i 50’erne. Han er uskadt, men blev efterfølgende anholdt af politiet, fordi man har mistanke om, at han var påvirket.

– Der vil blive udtaget en blodprøve, ligesom føreren vil blive afhørt, siger Mads Hessellund.

Efterfølgende vil der ske en juridisk vurdering af sagen.

I øjeblikket er politiet ved at foretage en række undersøgelser på uheldsstedet på Brøndenvej, og en bilinspektør har arbejdet på stedet.

– Vi kan ikke udtale os nærmere omkring ulykkens omstændigheder. Det er vi ved at undersøge. Derfor vil både politi og bilinspektør arbejde på stedet i længere tid for at undersøge og dokumentere alle omstændighederne omkring ulykken, siger Mads Hessellund.

De pårørende til pigen er blevet underrettet.