Børsen i København står i flammer, og det ikoniske dragespir er nu væltet under den massive brand.
Tirsdag morgen er der udbrudt brand i Børsen i København, og det ikoniske dragespir på bygningen er nu kollapset.
Kort efter klokken 8 tirsdag morgen var bygningens spir totalt omgivet af røg, og i øjeblikket ses der kraftige flammer omkring ifølge TV 2.
Vagtchef ved Københavns Politi Michael Andersen fortæller Ekstra Bladet, at de fik anmeldelsen om ild og røg omkring kl. 7:43 tirsdag morgen.
Flere brag lyder
Bygningens spir kollapsede omkring kl. 8:30 og har efterladt hele København i chok. Der er desuden ambulance og akutlæge tilstede ved bygningen.
Desuden lyder der også flere brag inde fra bygningen, og ifølge Københavns Politi er de massivt tilstede i Indre By på grund af den omfattende brand.
Et område omkring bygningen er afspærret af politiet – det gælder også Knippelsbro og Christiansborg Slotsplads.
Område afspærret
Københavns Politi forventer på nuværende tidspunkt, at området vil være afspærret igennem længere tid i forbindelse med arbejdet med brandslukningen.
Derfor opfodres trafikanter også til at finde alternative ruter, lyder meldingen.
Kort før kl. 8 i morges skrev Hovedstadens Beredskab, at det var massivt på vej til Slotsholmsgade efter melding om kraftig røg fra et tag.
Spir er ikonisk
Det er endnu uvist, hvad årsagen til branden i Børsen, der ligger på Slotsholmen i København, er. Bygningen er opført i 1625 og er et af de ældste i København.
Den er bygget af Christian IV, som også har opført Rundetårn og Rosenborg Slot, og Børsens ikoniske spir er dannet af fire snoede dragehaler, og på toppen sidder tre kroner, som symboliserer storriget Danmark, Norge og Sverige.
I øjeblikket er bygningen ved at blive restaureret, og det er også derfor, den er pakket ind i stillads. Her skulle der rettes op på en uhensigtsmæssigt renovering fra 1800-tallet.
Facade renoveres
Dermed skulle bygningens facade bringes tilbage til det oprindelige udtryk, og denne renovering er støttet af A.P. Møller Fonden.
Bygningen ejes af Dansk Erhverv, og denne organisation har også kontor i bygningen.
– Vi er mødt ind til et forfærdeligt syn. Børsen brænder. Alle bedes holde sig væk fra området omkring Slotsholmen, skriver Dansk Erhverv på det sociale medie X.
Lige nu reddes flere værdifulde malerier ud af den brændende bygning i håb om at bevare dem for eftertiden.
Hvor er det bare forfærdeligt!
Det er næsten ikke til at bære. Skriv dine tanker i kommentarsporet under artiklen på Facebook – og del den gerne med dine venner!