Det er alle forældres værste mareridt.
Mandag blev det virkelighed for en familie på Amager – da to ukendte kvinder pludselig gik væk med barnevognen. I den lå familiens sovende barn.
Forældrene hørte, at barnevognen blev fjernet fra gården – og faren stormede ud, skriver Politiken.
Det var i et normalvis roligt område af Amager, at kidnapningsdramaet skete mandag.
Barnevognen stod foran et hus, da de to kvinder så den. Pludselig hørte faren en lyd fra babyalarmen, som lå inde i vognen. Han løb straks ud – og fik fat i en af kvinderne, som senere blev anholdt af politiet.
Den anden kvinde forsvandt, ifølge vidneudsagn sammen med en ukendt mand.
Den 23-årige kvinde har forklaret, at hun syntes, at barnevognen så fin ud, og at hun “havde brug for en til sin søn”. Hun nægter at have haft til hensigt at kidnappe det sovende barn og siger, at hun ikke så det.
– To kvinder har stjålet en barnevogn med en sovende baby i, men bliver stoppet cirka 100 meter længere nede af vejen af forældrene. Den ene kvinde bliver pågrebet og tilbageholdt, indtil politiet relativt kort efter dukker op. Den anden kvinde er stadig på fri fod, men hende eftersøger vi i øjeblikket.
– Den anholdte er en 23-årig rumænsk kvinde, der tirsdag formiddag bliver fremstillet i grundlovsforhør sigtet for tyveri, fortæller Torben Madsen, politikommisær ved Københavns Politi, til TV2.
Ifølge Politiken er kvinden nu idømt 20 dages fængsel – og udvisning af landet i seks år.
Forældrene er dybt chokerede over hændelsen og ønsker ikke at udtale sig til medierne, skriver TV2. Deres nabo, Majbritt Gilbert Jespersen skriver i en Facebook-gruppe for beboere på Amager:
– Vi naboer på vejen er i chok over dette. Pas på jeres børn derude og lad dem ikke stå i barnevogne uden opsyn, selv i en tryg gård eller et trygt villaområde.
Hjælp meget gerne med at dele denne rystende advarsel til alle forældre i Danmark.
Foto: Shutterstock (Kvinden og barnet på billedet har intet med hændelsen at gøre.)