Frisør nægter at gøre brug af coronapas: ‘I stedet kan I give mig et kram’

Da et næsten enigt folketing fremlagde den langsigtede genåbningsplan for Danmark var det med coronapasset som det vigtigste værktøj.

Men 34-årige Natalie Emmanuella Liilah Kofoed, der er selvstændig frisør i København, har ikke planer om at kræve coronapas fra sine kunder.

– Glæder mig til at se Jer efter påske. Jeg vil aldrig bede Jer vise et coronapas eller en test hos mig. ALDRIG! I stedet kan I give mig et kram. Kys, kram og kærlighed, det er livets herlighed, skriver hun i et opslag på Facebook, der i skrivende stund har fået omkring 5000 interaktioner.

Da Newsner spørger om, hvorfor hun ikke har tænkt sig at følge myndighedernes anvisninger, er hun ikke i tvivl om sit svar:

– Jeg ønsker ikke at være styret af frygt og leve i et kontrolsamfund som det her. Jeg skal ikke styre, om mine kunder har taget en test eller vaccine, det er slet ikke noget, jeg skal blande mig i, siger 34-årige Natalie Emmanuella Liilah Kofoed til Newsner.

Som en del af genåbningsplanen vil det også kræve coronapas, hvis man for eksempelvis skal i Zoologisk Have, på restaurant eller café.

Du kan se hendes opslag på Facebook herunder:

Glæder mig til at se Jer efter påske 💜Jeg vil aldrig bede Jer vise et coronapas eller en test hos mig. ALDRIG! I stedet kan I give mig et kram 🙏🏻Kys, kram og kærlighed, det er livets herlighed🕉

Posted by Salon Auralilja on Tuesday, March 23, 2021

Positiv respons på Facebook

Opslaget har i skrivende stund flere tusinder likes, delinger og kommentarer, hvoraf de fleste virker til at være positive.

– Jeg har lyst til at komme forbi selvom jeg skaldet, skriver en Facebook-bruger.

– Du burde få både en skatterabat og en medalje. Du sparer os allesammen for min. 200 kr hver gang du betjener en kunde, som ikke skal stille med en frisk Corona-test og medaljen for at sige fra overfor dette vanvid – respekt herfra, skriver en anden.

Mens en tredje siger:

– ALLE burde have samme indstilling som dig! 

Screenshot: Facebook

‘De deler samfundet op i A og B-hold ‘

Natalie Emmanuella Liilah Kofoed har heller ikke nogen planer om at takke ja til corona-vaccinen, når hun får tilbudt den.

Men kan du forstå, at corona-passet er en betingelses for genåbningen, da man på den måde – til en vis grad – kan styre, at smitten ikke spreder sig, fordi kunderne så i forvejen er blevet testet?

– Nej, det kan jeg ikke. Der er ikke nogen grund til at styre noget. I og med smitten er så lav, så er der ingen grund til, at vi skal have et coronapas, det er diskrimerende at have coronapas, lyder det fra Natalie og fortsætter:

– De deler samfundet op i A og B hold. Det handler ikke om at styre smitten, men kontrol, hvis du spørger mig.

Et såkaldt coronapas vil virke som et bevis for, om man er vaccineret mod corona, om man har immunitet på grund af tidligere smitte og samtidig også vise testsvar fra både PCR – og kviktest.

Hvad tænker du om, at frisøren ikke vil kræve coronapas af sine kunder? Del gerne din mening med os i kommentarfeltet.