Gæsterne må punge ud: Tivoli hæver priserne

Forlystelsesparken Tivoli sætter priserne op på billetterne. Ifølge forlystelsesparken skyldes det inflationen.

Skal du ind og prøve en tur i radiobilerne, spille på heste i Galoppen eller drikke en øl i Grøften, vil det nu blive en anelse dyrere end før.

Tivoli hæver nemlig billetpriserne, når forlystelsesparken fredag slår dørene op og sætter gang i den nye sæson.

Det oplyser Tivolis administrerende direktør, Susanne Mørch Koch, til Ritzau.

– Vi har valgt at hæve vores entrépriser et lille nøk, men priserne på vores årskort holder vi i ro, siger hun.

Artiklen fortsætter efter billedet…

Tivoli Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Dette er stigningen

Der skal derfor hives lidt ekstra op ad lommen, når turen næste gang går til Tivoli.

Prisen på entrébilletter bliver nemlig hævet fra 145 til 155 kroner. Og det svarer til en stigning på syv procent.

Prisstigningen skyldes ifølge Tivoli den fortsat høje inflation, som også forventes at forblive på det høje niveau i år.

Prisstigningen kommer i kølvandet på en rekordhøj omsætning i 2022, der lød på hele 1,1 milliard kroner. Her lagde næsten 3,9 millioner gæster vejen forbi Tivoli. Det var 61 procent flere end året før.

Ifølge Tivolis administrerende direktør, Susanne Mørch Koch, er håbet, at dette års sæson kan byde velkommen til mere en fire millioner gæster.

Skal du besøge Tivoli nu? Eller er prisen blevet for høj? Del dine tanker i kommentarsporet på Facebook.

Exit mobile version