Har du forsøgt at vinde dette hus? Tusindvis af danskere snydt på Facebook

I dag har der i Danmark kørt en Facebook-konkurrence, hvor gevinsten var lidt for god til at være sand – og det var den også.

Siden “Mit Tiny Home” udlovede tidligere i dag et mobilt hjem, og det var der mange danskere som var interesseret i. I skrivende stund har opslaget fået over 18 tusind interaktioner, 21 tusind kommentarer og er blevet delt over 16 000 gange – blot i Danmark. Men folk må se længe efter muligheden for at vinde et hus. For konkurrencen er svindel.

Siden “Undgå virus og spam” skriver, at både den danske “Mit Tiny Home” og den svenske “Mitt lilla hem” er falske sider.

I Sverige er der kommet over 62 000 reaktioner, 63 000 kommentarer og opslaget er blevet delt over 53 000 gange.

Det lille hjem findes, og den amerikanske virksomhed der står bag det mobile hjem, Modern Tiny Living, kender alt for godt til de falske konkurrencer. De har forsøgt at sætte en stopper for dem, men det er endnu ikke lykkedes.

– Vi kender godt til siderne og har meldt dem til Facebook mange gange. Desværre er de meget langsomme til at reagere, oplyser firmaet til Newsbreak.dk.

Hvad de falske sider skal bruges til i denne omgang vides på nuværende tidspunkt ikke, men der er tidligere set eksempler på, at svindlerne kan sælge siderne videre, da de har mange “Synes godt om”-markeringer. I dette tilfælde skulle man også trykke på “Tilmeld”-knappen i toppen af deres hjemmeside og registrere sig for at vinde.

Hvor er det forfærdeligt, at folk bliver ved med at snyde andre! Nu hjælpes vi ad med at dele denne advarsel, så der ikke er flere der bliver ramt af svindlen! 

Exit mobile version