Heldig mand blev millionær på toilettet: “Jeg fik et chok”

En 70-årig mand fik sig noget af et chok, da han en lørdag aften sad på toilettet og tjekkede sine lotto-kuponer.

Manden der havde haft gæster samme dag, fik først sent aften mulighed for at se, hvordan det er gået med hans lotto-tal.

– Jeg fik et chok og tjekkede nok de tal 27 gange, inden jeg råbte op til min kone, at jeg var nødt til at forstyrre hendes skønhedssøvn, fortæller den heldige vinder i en pressemeddelelse fra Danske Spil.

– Min kone havde allerede gjort sig klar til at gå i seng og havde faktisk lagt sig op i soveværelset. Så jeg skulle lige på toilettet og sad så og balancerede med min telefon og et stykke toiletpapir, som jeg skrev vindertallene ned på. På den måde kunne jeg bedre sammenligne med tallene fra mine kuponer. Og på første række på den ene kupon var den der sgu!, siger han i pressemeddelelsen

Den heldige jyde fra Viborg Kommune vandt forrige lørdag tre millioner kroner.

– Vi satte os og fejrede det med en god øl. Vi har altid arbejdet virkelig hårdt for vores penge og har engang været direkte fattige. Så hvis man ikke skulle fejre, at man pludselig var blevet millionærer, så ved jeg ikke hvad. Jeg sagde også til min kone, at jeg fra nu ville tiltales: Hr. Millionær. Den var hun altså ikke med på, siger den heldige vinder med et grin.

Pengene skal bruges til et nyt hjem

Den heldige mand fortæller til Danske Spil, at han havde svært ved at sove den nat, men fik fejret den store gevinst dagen efter:

-Vi har været sammen i mange år og har altid været gode til at hygge os sammen. Og den søndag lavede jeg spejlæg og bacon til fruen, og så gik vi ellers og grinede lidt af det hele. Det var meget muntert og hyggeligt. Dagen før gevinsten havde vi desuden fået nogle ekstra gode nyheder, da vi havde været til scanning med min kone, der viste positive resultater. Så der var ingen ende på glæden. Alle vores børn og børnebørn har også været forbi i julen, så jeg er bare en lykkelig mand. 

Hvad de mange penge skal bruges på, har millionær-parret allerede en idé om.

– Altså, selvom vi begge er friske, så er vi jo ikke vårharer længere. Så vi vil gerne have et nyt hus i et plan, hvor vi ikke skal tænke på, at der skal renoveres konstant. Derudover har vi en masse børnebørn, der skal forkæles. Vi elsker også gode oplevelser og fester, så lige så snart, vi er på den anden side af corona, skal der altså gang i den. Og da vi så kan sælge vores gamle hus, som vi ikke skylder noget i, er det da der også til lidt lakridser til konen og jeg, lyder det fra den glade vinder.

Ingen pension på trods af millioner

Danske Spil oplyser, at den heldige vinder, der er millionær nr. 3760, burde være gået på pension, men arbejder stadig lidt sommetider.

– Jeg tror det er sundt at komme ud blandt andre mennesker. Altså, når ikke der er corona. Og jeg kan faktisk godt lide at arbejde. Men det er selvfølgelig også nemmere, når man selv kan bestemme, hvor meget man har lyst til at lave

Sikke en heldig mand og vidunderlig historie i disse tider – lad os sprede held og godt humør ved at dele artiklen!