Genrebillede: Wikimedia Commons og Pxhere

Hjemløs lagde sig til at sove: Vågnede ved ild i soveposen og lugt af brændbare væsker

En 55-årig hjemløs havde natten til mandag lagt sig til at sove på Skodsborg station, men vågnede midt om natten ved, at der var ild i fodenden af hans sovepose.

Det kunne være endt helt galt, hvis ikke en 55-årig hjemløs mand pludseligt var vågnet natten til mandag. Manden havde lagt sig til at sove på Skodsborg Station under halvtaget, men vågnede omkring klokken 03:00 ved, at der var ild i fodenden af hans sovepose. Det lykkedes manden at få slukket ilden med sine handsker, og han slap helskindet fra den flammende ild. Det skriver Nordsjællands Politi i deres døgnrapport.

Efter den voldsomme vækning kunne den hjemløse mand lugte brændbare væsker, men han kunne hverken se eller høre nogle personer i nærheden.

Ifølge Ekstra Bladet blev der hverken fundet lightere, tændstikker eller cigaretter i nærheden af, hvor den hjemløse mand havde sovet.

Sagen blev anmeldt af en 61-årig mand, der kender den hjemløs, klokken 14:20 mandag. Han køber normalt Hus forbi af den hjemløse mand.

Nordsjællands Politi tager episoden meget alvorligt

– Det er ikke noget, vi har oplevet for nyligt. Derfor tager vi det også meget alvorligt, fordi det her skal ikke være hverdagskost, siger pressevagten hos Nordsjællands Politi til Ekstra Bladet.

Sagen efterforskes nu, og blandt andet soveposen skal undersøges for tekniske spor ligesom videoovervågningen fra Skodsborg Station skal gennemses.

 

Læs mere om...