En 46-årig kvinde har udnyttet sin rolle som hjemmehjælper og stjålet blandt andet smykker og ure fra flere ældre beboere i arbejdstiden.
En hjemmehjælper er ansat til at yde pleje og omsorg for de ældre borgere, som kan være dybt afhængige af dem. Men denne position og tillid har en 46-årig kvinde udnyttet på det groveste over flere måneder, hvor hun blandt andet har stjålet både smykker og ure fra de stakkels hjælpeløse ældre.
-Vi anser det som groft, fordi hun er ansat til at passe på de her ældre, og det er en udnyttelse af den tillid, der er mellem en hjemmehjælper og en ældre, der har brug for pasning. Så vi ser på det med stor alvor, siger politikommissær Anders Frederiksen, som er leder for tyverisektionen i København til Newsner.
Hjemmehjælperen med de lidt for lange fingre er sigtet for tyveri og indtil videre varetægtsfængslet i 25 dage. Den 46-årige kvinde har arbejdet som vikar for flere bureauer og har derfor haft adgang til mange hjem i blandt andet København og Roskilde.
Københavns Politi har enndu ikke et overblik over, hvor mange ældre, der har været udsat for tyverier med den 46-årige kvinde i spidsen.
– Men det kan være mange personer, for det har været henover nogle måneder, og det er noget af det, vi skal finde ud af, mens hun er varetægtsfængslet, fortæller politikommissæren.
Ældre skal ikke frygte hjemmeplejen
Selvom man efterhånden ofte hører, om hjemmehjælpere der udnytter deres position, skal de ældre ikke frygte hjemmeplejen, for det er ifølge Københavns Politi ikke en udbredt tendens:
-Det er også synd, hvis det går udover andre hjemmehjælpere med ren mel i posen, at de også oplever en mistænkeliggørelse, siger politikommissær Andreas Frederiksen, Københavns Politi.
Men de ældre bør forsat være opmærksomme, for nogle af dem, der har været udsat for tyveri, har måske endnu ikke opdaget det ifølge Københavns Politi.
Kvinden er indtil videre varetægtesfængslet i 25 dage, mens Københavns Politi efterforsker sagen nærmere, inden hun bliver stillet for retten.
– Når vi har fundet ud af, hvem hun har passet, skal vi kigge på hvert enkelt person, om der ligger tyverianmeldelser. Derudover skal vi have fat i de her ældre og høre dem, om de har været udsat for noget, vi skal være opmærksomme på, forklarer politikommissæren.
Hvis du har mistanke om at være udsat for tyveri, opfordrer politiet til, at du kontakter dem og anmelder sagen, så de kan undersøge den nærmere.