TV 2

Hjerteskærende omsorgssvigt på danske bosteder: Multihandicappet mand græd og råbte på hjælp i 74 minutter

En ny dokumentar afslører voldsom omsorgssvigt på danske bosteder. Flere politikere kræver, at regeringen tager ansvar.

Selvom man godt kunne tro det, så er overskriften ikke taget direkte ud af en gyserfilm.

Desværre beskriver den en episode, der udspiller sig i TV 2-dokumentaren ‘Operation X – Nødråb i natten’.

I dokumentaren har TV 2 gjort brug af en muldvarp og hemmelige lydoptagelser til at undersøge forholdene på to bosteder i Danmark, der er til for at passe på nogle af de svageste, mest udsatte og plejekrævende borgere i den danske befolkning. De handicappede.

Det drejer sig om Lynghuset i Københavns Kommune og Odinsgård i Haderslev Kommune.

Sidstnævnte blev undersøgt på opfordring fra Lis Hansen, der havde taget kontakt til TV 2, da hun frygtede, at hendes multihandicappede søn, Mathias Hansen, blev udsat for groft omsorgssvigt.

Desværre viste det sig, at Lis havde ret.

TV 2 kan nemlig afsløre, hvordan Mathias Hansen på et tidspunkt græder i løbet af natten i hele 74 minutter, før en nattevagt reagerer.

En nat er Mathias bange, beder om at få noget at drikke, ligesom han beder om at komme på toilettet, hvilket han bliver nægtet.

Hertil bliver det også afsløret, hvordan medarbejderen instruerer Mathias i at lyve overfor sin mor, da han bliver bedt om at sige, at han har sovet godt og er tryg.

Medarbejder ignorerer selvskadende adfærd

En anden handicappet beboer kan opleves udøve selvskadende adfærd, da han sidder og slår sig selv hårdt. Ifølge mandens papirer skyldes dette, at han ikke er blevet stimuleret korrekt.

I dokumentaren afsløres det, at den medarbejder, der er ansat til at holde øje med beboeren, sidder i personalestuen enten ved en computer eller med sin private telefon i hånden og ser Netflix. Han reagerer ikke på lyden.

Da manden, der er pædagogisk elev, vælger at reagere, kører han beboeren ind på sit værelse, hvorefter han kort tid efter vender tilbage til personalestuen.

Hertil har TV 2 også dokumenteret episoder, hvor beboerne ikke får skiftet deres beskidte bleer.

Afsløringerne har vagt vrede hos Bo Hejlskov Elvén, der er psykolog med speciale i håndtering af personer med særlige behov og problemadfærd.

Artiklen fortsætter under billedet…

Lis
Lis og Mathias Hansen. Foto: TV 2

Voldsom omsorgssvigt

– Det minder jo om det, vi havde i 60’erne og 30’erne. På det mentale sygehus – eller åndssvageforsorgen. Hvor man ikke havde nogen særlig holdning til menneskers værdi, for man anså faktisk ikke, de havde højere værdi, lyder det fra eksperten.

Han fortæller, at der er tale om voldsom omsorgssvigt, og han er rystet over, at det kan ses i Danmark.

Han udtaler, at det er set før i andre lande med dårligere ressourcer, men i Danmark har man åbenbart ressourcer til at udøve omsorgssvigt og sidde og se Netflix.

Særligt bliver menneskesynet kritiseret i dokumentaren, hvor Ida Marie Mundt, der er lektor ved Københavns Professionshøjskole, peger på en dårlig kultur blandt medarbejderne.

Hun er bekymret for, om ledelsen har samme syn på beboerne.

Regeringen må tage ansvar

Dokumentaren har også vakt vrede og forargelse hos flere af landets politikere.

– Forfærdelige hjerteskærende historier fra de to bosteder, som Operation X har haft skjult kamera på. Mangel på ledelse, forråelse, mangel på oplæring og uddannelse, og et menneskesyn, der er helt galt. Fx: Netflix i personalestuen fremfor omsorg for selvskadende beboer, har Social- og Boligministeren Pernille Rosenkrantz-Theil, skrevet på det sociale medie X.

Også Charlotte Mølbæk, der er handicapordfører for SF har kommenteret på dokumentaren. Hun opfordrer til, at regeringen tager ansvar.

– Rystende og hjerteskærende dokumentar om svigt på to bosteder. Bosteder har været pressede i alt for lang tid. Der er alvorlig mangel på uddannet personale og endeløse besparelser. På samråd i morgen må ministeren svare. Regeringen må tage ansvar!, skriver hun på X.

Enhedslistens retsordfører, Rosa Lund, har på baggrund af dokumentaren valgt at kalde socialministeren i samråd.

– TV2’s operation X afslører helt uacceptable og hjerteskærende forhold på bosteder. Det er et kæmpe svigt af mennesker med handicap. Det specialiserede socialområde har været underprioriteret alt for længe. Enhedslisten indkalder ministeren i samråd, skriver hun på X.

Det er ikke enkelstående tilfælde

TV 2 har også fået en kommentar fra Monica Lylloff, der er jurist på handicapområdet. Hun står også bag bevægelsen ‘enmillionstemmer’.

Hun er også selv mor til børn med handicap.

Ifølge Monica er problemstillingen ikke begrænset til blot de to botilbud i dokumentaren.

– Efter nyheden er der to reaktioner, der træder frem. Den ene er vreden over, at det kan få lov til at foregå, uden at nogen gør noget ved det. Og den anden er lettelse over, at det endelig kommer frem i offentligheden, hvad der sker, udtaler hun til TV 2.

Ifølge TV 2 har Lis Hansen udtalt, at Mathias er blevet meget utryg, og at han ikke er i trivsel.

Du kan se første afsnit af ‘Operation X – Nødråb i natten’ onsdag aften kl. 20 på TV 2.

Du har også mulighed for at se begge afsnit allerede nu på TV 2 Play.

Hvad tænker du om TV 2’s afsløringer? Skriv i kommentarsporet. Del også meget gerne artiklen.

 

Læs mere om...