Tirsdag klokken 12.57 rykkede ambulancepersonale og politi ud til et færdselsuheld, som var sket i en indkørsel på en privat adresse i Østrup syd for Stenløse.
Her var en 81-årig mand fra København S bakket ud ad indkørslen med sin personbil. Mandens hustru – en 76-årig kvinde – gik ved siden af bilen, indtil der var plads nok til, at hun kunne åbne døren og sætte sig ind i bilen.
Det oplyser Midt- og Vestsjællands Politi i deres døgnrapport.
Da den ældre mand var bakket helt ud, kørte han lidt fremad igen, men ramte herunder med meget lav hastighed sin hustru, så hun faldt omkuld.
Hustruen var ved bevidsthed og var ikke blevet kørt over. Men hun var formentlig blevet ramt på kroppen, da hun ved indbringelsen på skadestuen blev tilset på grund af smerter i sine ribben.
Politiet anså det for at være et mindre alvorligt uheld og registrerede indledningsvis sagen med de involverede parter.
Klokken 19.38 fik politiet dog besked om, at den 76-årige kvinde var afgået ved døden, efter hun i mellemtiden var blevet overflyttet til Rigshospitalets traumeafdeling. Uheldet endte altså noget mere alvorligt end først forventet.
Derfor skal politiet med assistance fra en bilinspektør foretage yderligere undersøgelse af bilen, og sammen med en overlæge skal politiet undersøge den 76-årige nærmere for at få klarlagt både hændelsesforløbet og de livstruende skader, som kvinden tilsyneladende fik som følge af uheldet.
De pårørende er blevet underrettet om dødsfaldet.