Hvad er OL uden nogle atleter, der ender med at stjæle opmærksomheden over alt andet end deres præstationer.
Det er så her, hvor Arno Kamminga fra Holland kommer ind i billedet.
Arno, som konkurrerede i 100 m brystsvømning for mænd på dag 1 i svømning, og som fascinerede de sociale medier med sine iøjnefaldende badeshorts.
Selv om han blev nummer to, vandt Kamminga internettets opmærksomhed med sit unikke valg af badetøj.
Den 28-årige atlet deltog ved OL i Paris i La Defense Arena lørdag den 27. juli i Nanterre, Frankrig, iført et par tætsiddende og iøjnefaldende badebukser.
I en beslutning, der så ud til at være orkestreret af et PR-team, valgte Holland en kødfarvet orange farve på lårene af deres badebukser, hvilket skabte en optisk illusion, der fik Arno til at fremstå næsten nøgen, ifølge News.com.au.
Dette dristige valg forbløffede de sociale medier, og en person skrev på X (tidligere kendt som Twitter): “Jeg ser helt sikkert med for sportens skyld.”
En anden var meget interesseret i at vide, hvem svømmeren var og spurgte derfor blot: “Navn???”
En tredje bruger udbrød: “I OFFENTLIGHEDEN? ER DET HER LOVLIGT?”
Ændring i dragterne
Historisk set bar olympiske svømmere dragter, der dækkede så lidt hud som muligt, og barbering af hele kroppen var den primære metode til at øge hastigheden gennem vandet. Men legene i Atlanta i 1996 markerede begyndelsen på “bodysuit-revolutionen” ifølge NBC Olympics. Ved disse lege fik badedragter, der gik fra hals til knæ, deres debut, og Speedos Aquablade-model blev båret af flere medaljevindere.
Ved legene i Sydney i 2000 bar svømmerne dragter, der dækkede det meste af deres krop, hvilket udløste debatter om, hvorvidt disse dragter gav præstationsfremmende fordele. World Aquatics, svømningens styrende organisation, afviste at forbyde disse dragter, hvilket førte til udbredt anvendelse.
Ved legene i 2004 blev Speedos Fastskin-dragt populær blandt guldmedaljevinderne, og ved legene i Beijing i 2008 blev Speedos LZR Racer introduceret, der blev udråbt til verdens hurtigste svømmedragt på grund af det komprimerende, vandafvisende og klorresistente stof, der reducerede luftmodstanden og strømlinede svømmerens form.
På trods af at han blev nummer to i mændenes 100 m brystsvømning med en tid på 59,12, udtrykte Arno stor skuffelse over sit resultat og skrev på Instagram: “Det var ikke det, jeg kom for”, ledsaget af en emoji med et knust hjerte.
Arno, der er født i Katwijk, udtrykte også sin bekymring over en nylig dopingkontrovers, der involverede 23 kinesiske svømmere, som blev testet positive for et forbudt stof, trimetazidin. Det Internationale Antidopingagentur (WADA) bekræftede disse rapporter i april, men accepterede resultaterne af en kinesisk undersøgelse, der tilskrev de positive tests til stofforurening.
Arno kritiserede den manglende gennemsigtighed og sagde til Reuters: “Alle sætter spørgsmålstegn ved det, så det er en situation, hvor alle taber – både for alle svømmeelskere, men også for de kinesiske svømmere selv. Jeg synes, det er svært at dømme eller sige noget uden at vide alt.”
Mens Arnos badebukser morede mange, blev andet olympisk sportsudstyr kritiseret, især Team USA’s atletikuniformer. Det vovede tøj, der blev præsenteret af Nike, udløste kontroverser i april med beskyldninger om sexisme og bekymringer om praktisk anvendelighed.
Lauren Fleshman, en pensioneret amerikansk verdensmester i løb, gav udtryk for sin utilfredshed på Instagram: “Jeg er ked af det, men vis mig et WNBA- eller NWSL-hold, som entusiastisk ville støtte dette sæt. Kvinders tøj bør være til gavn for deres præstationer, både mentalt og fysisk. Hvis dette sæt virkelig var gavnligt for den fysiske præstation, ville mænd gå med det. Dette er ikke et elitesportssæt til atletik. Det er et kostume, der er født af patriarkalske kræfter, som ikke længere er velkomne eller nødvendige for at få øjnene op for kvindesport.”
Hvad synes du om badebukserne? Fortæl os om dine tanker!
