Der findes rigeligt med onde mennesker, mens der findes for få mennesker, der tør tysse på haderne.
Tiffany er dog et lysende eksempel på en pige, som var træt af bøllerne – og gav dem et perfekt modsvar. Hun blev kaldt ko, dalmatiner og blev hånet af de andre i skolen på grund af sin hudsygdom.
“Jeg var træt af, at folk stirrede,” siger Tiffany, som en dag fik nok. Sådan her løste hun problemet.
24 år gamle Tiffany Posteraros’ hud er fyldt med lyse pletter, som mangler pigment. Sygdommen kaldes vitiligo og viser sig ved mangel på pigmentering i huden og håret.
Hun var kun syv år gammel, da hun opdagede de første pletter på knæene.
“Først vidste jeg ikke, hvad det var, men da jeg blev 11 år, var jeg i et supermarked med min mor, og så kom der en mand og sagde, jeg havde vitiligo,” fortæller Tiffany til PA Real Life.
Desto ældre hun blev, desto flere lyse pletter fik hun. Folk begyndte samtidig at kommentere på hendes udseende og stirre.
“Når folk stirrede og kom med grimme kommentarer, kunne jeg ikke svare dem tilbage, for jeg forstod ikke min sygdom.”
“Folk kunne sige: har du solbadet under et træ? Jeg blev kaldt for ko, dalmatiner, spøgelsesansigt og brandskadeoffer. Og nogle drenge i min klasse sagde, at de ikke ville gå på date med mig på grund af det. Det var forfærdeligt.”
For at dække sine lyse pletter, begyndte Tiffany at dække kroppen med tøj.
“Jeg fik meget mørke spraytan-behandlinger og brugte kraftige foundations. Den slags, man bruger til at dække ar med.”
Men efter at have dækket sin krop til igennem flere år, fik Tiffany en dag nok. Hun besluttede sig for at stoppe med at gemme sig, for nu ville hun istedet acceptere og elske sin egen krop.
Som et svar til alle dem, der havde hånet hende og sendt hende underlige blikke, fik hun nu tatoveret “Det kaldes vitiligo” på armen.
“Jeg var træt af, at folk stirrede. Jeg ville bare sige: “Kom og spørg mig, hvad det er.” Jeg ville forklare, hvad det var for noget, så folk kunne lære noget om det – i stedet for at stigmatisere.”
Nu håber hun, at tatoveringen kan give svar til folk.
“Nu kan folk sige: “Jeg elsker din tatovering”. De stiller spørgsmål om sygdommen og går derfra oplyste. Nu finder de ud af, at jeg ikke er brandskadet, for de ved, der findes et navn for det, jeg har. Det er meget frigørende.
Kilde: Buzzfeed.
