Prins Joachim fylder 50 år på fredag og i den anledning var det planen, at han skulle fejres ved et festligt arrangement på Sølyst nord for København mandag aften.
Men nu er planerne blevet ændret. De grønne omgivelser er nemlig skiftet ud med Bellevue Teatret på grund af risikoen for skybrud.
Det skriver SE OG HØR.
– DMI siger, der er stor risiko for skybrud netop i aften omkring klokken 20.00. Derfor har vi valgt at flytte koncerten fra parken på Sølyst, til Bellevue Teatret, skriver arrangørerne i en pressemeddelelse.
Aftenens arrangement byder blandt andet på musikalske indslag fra Bryan Rice, Det Danske Pigekor og Det Danske Drengekor samt Susse Wold, som skal læse digte af prins Henrik op.
Blandt deltagerne er prinsesse Marie og kronprins Frederik. Kronprinsesse Mary deltager ikke, fordi hun er i Canada.
Ifølge BILLED-BLADET går overskuddet fra koncerten til en organisation efter prins Joachims valg. Han vil afsløre hvilken i løbet af koncerten.
Fødselsdagskoncerten finder sted i aften klokken 19.30 på Bellevue Teatret.
Nu ønsker vi prins Joachim en god fødselsdagsfest på trods af vejret! Del gerne denne artikel med dine Facebookvenner, hvis de også elsker det danske kongehus.