Kæmpe millionregning på vej: Nu skal de døde mink graves op

Det bliver højst sandsynligt ikke en billig omgang, når de danske myndigheder i næste uge påbegynder arbejdet med at grave de knap 4 millioner mink op af massegravene.

150 millioner kroner.

Så meget kan det ende med at koste, når de danske myndigheder skal grave millioner af mink op af de massegrave, der blev etableret i Jylland i efteråret.

Det er i hvert fald det beløb, minister for fødevarer, landbrug og fiskeri, Rasmus Prehn (S) har søgt om hos Folketingets finansudvalg, for at få gennemført opgravningen.

Beløbet er næsten en fordobling af de 72 millioner, som det først blev anslået, at opgaven ville koste. Derfor blev ministeren i dag, onsdag, kaldt i samråd af Venstre og Dansk Folkeparti i et forsøg på at få afklaret, hvorfor beløbet er steget.

– Regeringen lægger op til at bede om 150 millioner uden at give en forklaring på, at beløbet er blevet fordoblet, siden man lavede en politisk aftale før jul«, siger Troels Lund Poulsen, Venstres finansordfører ifølge BT.

Rasmus Prehn holder dog fast i, at ændringen i det forventede beløb til opgravningen skyldes rettidig omhu.

Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

– Jeg synes, det er ærgerligt og urimeligt overfor borgere i lokalområdet, hvis vi er nødt til at stoppe opgravningen, for at genbesøge finansudvalget for at få ekstra midler. Derfor har vi brug for en buffer, siger ministeren.

Han oplyser desuden, at det sammenlagt vil tage to måneder at bortskaffe minkene, fordelt på cirka en måned på hver at de to lokationer.

Var det en forkert beslutning at aflive minkene? Del gerne dine tanker under artiklen på Facebook.

Exit mobile version