Bo Amstrup/Ritzau Scanpix

Kræves fængslet på livstid for drabet på Mia: Her er tiltaltes forklaring

Onsdag begyndte den tiltalte at afgive sin forklaring i sagen

Onsdag begyndte retssagen om drabet på 22-årige Mia Skadhauge Stevn. Udover anklagers uhyggelige gennemgang af sagen, så var det også første gang, at vi kunne få et indblik i den tiltaltes handlinger, da han afgav forklaring.

Det skriver blandt andre TV 2, der var til stede i retten.

I retten fortalte tiltalte, at han boede alene i Flauenskjold i et hus, han
havde arvet af sin mormor.

Han havde set videoer på de sociale medier om fester i Aalborg, som han besluttede sig for at ville tjekke ud. Han ville dog ikke selv i byen, men bare mærke stemningen. Dette var omkring kl. 2 om natten.

Tiltalte fortalte hertil, at han også kørte rundt i Aalborg dagen forinden.
Af forklaringen kommer det frem, at han både slukker sin telefon og forsøger at
slukke sin gps på bilen via en app, da han går meget op i privatlivet. Det er dog også kommet frem, at politiet har kunnet se gps-oplysningerne alligevel.

Gav Mia et lift

Han ser Mia stå alene ved et busstoppested og bemærker, at hun har bare arme, hvorefter han ruller vinduet ned og siger: “Det ser koldt ud, vil du have et lift”, hvilket Mia gerne ville.

Tiltalte fortalte, at han spørger Mia, hvor de skal køre hen, hvortil hun peger til højre. Ifølge tiltalte sagde Mia, at hun boede ved “sporten” eller “idrætten”, hvilket fik ham til at køre mod Aalborg Stadion.

Herefter skulle Mia være faldet i søvn i bilen. Ved Aalborg Stadion viser det sig, at det ikke var her, Mia boede, hvortil han kører mod travbanen, da han tænkte, at Mia måske var en hestepige.

Hertil spurgte anklager ind til, hvorfor han ikke blot bad om hendes adresse. Den tiltalte fortæller, at han ville lade hende sove, hvis hun havde brug for det.

Ved travbanen skulle Mia have fortalt, at hun heller ikke boede der, hvilket fik tiltalte til at køre tilbage mod byen.

Løj ved tidligere forklaring

Tiltalte fortæller om en jokende og flirtende stemning mellem ham og Mia. Tiltalte forklarer, at det udviklede sig til en slags gætteleg om, hvor hun boede , og at han i stedet valgte at køre mod Forsvaret Kaserne på grund af dens træningsfaciliteter.

I retten kom det også frem, at manden er tidligere sergent.

Efter en pause bliver der spurgt ind til, at tiltalte tidligere har forklaret, at han satte Mia af ved en Kvickly. Han indrømmer dog i retten, at det ikke var sandt.

Han forklarer det med, at han var overvældet af følelser. Tiltalte har erkendt usømmelig behandling af hendes lig, hvilket han fortæller, at han er meget ked af at have gjort.

Artiklen fortsætter under billedet…

Aalborg
Retten i Aalborg. Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix

Mia faldt

Tiltalte forklarer, at Mia lagde sin hånd på hans lår under køreturen. Ifølge tiltalte skulle Mia have lynet hans bukser ned. Han fortæller her, at det var Mia, der tog initiativet.

Efterfølgende forklarede han, at de standsede bilen og talte om at have samleje udenfor, hvortil de kørte hen til et andet område. Dette undrede anklager, da tiltalte tidligere havde forklaret, at Mia frøs.

Tiltalte skulle her have fundet en sidevej, hvor de gik udenfor.

Forklaringen vekslede her mellem, at tiltalte stod og holdt om Mia, fordi hun frøs, til at der var nogle meters afstand imellem dem, hvor han hørte en unaturlig lyd. Her vender han sig og ser Mia falde.

Ifølge tiltalte hang hendes skuldertaske fast om halsen på hende, hvilket afgav et synligt mærke på hendes hals. Remmen var knækket, hvortil Mia skulle have bundet en knude på den, så den blev kortere, fortalte han i retten. Hun var kontaktbar, men kunne ikke tale.

Han forklarer, at han ikke overvejede at ringe efter en ambulance, men at han bar hende ind i bilen.

Mere nåede den tiltalte ikke at forklare, da retsmødet sluttede.

Den tiltaltes forklaring fortsættes i morgen kl. 9.

Der er i alt afsat ni retsdage, og der ventes dom 29. juni.

Du kan læse hele TV 2’s blog fra retsmødet HER.

Hvad tænker du om første del af den tiltaltes forklaring? Del dine tanker i kommentarsporet.

 

Læs mere om...