Kunde faldt død om efter indkøb i Aldi – kassemedarbejderen Michael reddede hans liv

Hvad gør man, når en helt almindelig arbejdsdag bliver vendt om til en situation, hvor man har et andet menneskes liv i sine hænder?

For den 21-årige Aldi-medarbejder Michael Wiisbye Christiansen var der kun én ting at gøre, da han gennem vinduet så, hvordan en ældre herre, han netop havde betjent, faldt om.

I forrige uge havde Michael lige betjent en ældre herre og var begyndt at sætte varer på hylderne i Aldi-butikken i Vedbæk, hvor han har arbejdet i to år.

Men sekunder senere kunne han gennem vinduet se, hvordan manden lå på jorden på den anden side af gaden – og han vidste straks, at situationen var kritisk.

“Jeg tænkte, lige ‘hvad sker der her,’ og så fik jeg råbt til min leder, at hun måtte passe butikken et øjeblik, og så løb jeg ud til ham. Han lå på maven og hans hoved hvilede ligesom på den pakke toiletpapir, han lige havde købt. Og han blødte fra hovedet,” siger Michael Wiisbye Christiansen til Lokalavisen.dk.

Flere andre borgere kom løbende til og hjalp med at få kontaktet alarmcentralen.

“Til at starte med kunne jeg tale med ham, men pludselig forsvandt han, og det samme gjorde hans puls. Så vi startede 30-2. Hjertemassage med mund til mund altså. Og så satte jeg den ene af de to mænd til at gøre det, mens jeg talte med redningsfolkene i telefonen,” siger Michael, som er frivillig brandmand og derfor kender særdeles godt til førstehjælp og krisesituationer.

Manden blev efterfølgende indlagt, men det var på det tidspunkt uklart for Michael, om manden ville overleve.

Senere blev Aldis distriktchef kontaktet af mandens datter, som kunne fortælle, hvordan Michaels redningsindsats reddede hendes fars liv.

“Da de ringede og fortalte mig det, der tudbrølede jeg simpelthen. Altså det var glædestårer. Det var virkelig noget, der gjorde mig glad i kroppen. Det var meget rørende,” forklarer Michael til Lokalavisen.dk.

Michael er en sand helt og fortjener al den hyldest, vi kan give ham, for at have reddet den ældre mands liv. Del gerne historien for at hylde Michaels redningsindsats!