Jean Hilliard var bare 19 år gammel, da hun den 20. december 1980 kørte af vejen, da hun var på vej hjem fra en ven i Minnesota, USA.
Heldigvis blev hun ikke alvorligt skadet, men der var mindst 30 minusgrader udenfor. Og hun indså, at hun ville fryse ihjel, hvis ingen hurtigt fandt hende i bilen. Hun besluttede sig derfor at forsøge at gå til en kammerats hus i nærheden. Det skriver The New York Times.
Men der var længere end hun troede, næsten tre kilometer. Hendes ben var trætte og kolde, og bare nogle meter fra kammeratens hus kollapsede Jean. Der skulle tage yderligere seks timer inden hendes ven fandt hende med ansigtet nede i sneen.
Klokken var syv om morgenen, da Wally Nelson forlod hjemmet for at køre på arbejde, og så sin ven ligge stivfrossen i sneen.
Wally forstod, at han måtte handle hurtigt, men fordi Jeans krop var så stiv af kulde, fik han hende næsten ikke ind i bilen – han var nødt til at lægge hende diagonalt for at få plads. Så snart Jean var pakket ind kørte han i høj fart til sygehuset.
Lægerne gjorde alt de kunne, men var meget skeptiske over, om det var muligt at redde Jean.
Hun var så kold, at det ikke var muligt at sætte et drop eller tage temperaturen på hende.
“Jeg kunne ikke åbne hende mund, jeg kunne ikke løfte hendes arm, hun har dybfrossen og stiv som et stort stykke is”, sagde lægen George Sather.
Det eneste de kunne gøre, var at pakke hende ind i elektriske tæpper og vente.
Cirka to-tre timer efter optøningen var begyndt, hørte lægerne noget uventet i Jeans krop. Et hjerteslag.
Langsomt, men sikket, begyndte Jean at lave lyde, og sågar trække vejret, selvom det det kun var ti åndedrag i minuttet.
Helt mirakuløst fortsatte Jean med at få det bedre for hver time som gik.
Der var stadig en lang vej tilbage for Jean, men det gik den rigtige vej.
Hun havde så omfattende forfrysninger, at lægerne troede, at de var nødt til at amputere begge hendes ben.
Jean brugte seks dage på intensivafdelingen, inden hun blev flyttet til en normal afdeling. Efter 49 dage kunne hun endelig komme hjem. Foruden nogle ar er hendes frostskader næsten helt forsvundet, og hun behøvede ikke at få amputeret hverken ben eller tæer.
Hun havde stadig en lang vej, inden hun havde kommet sig helt, men hendes hurtige bedring er alligevel et sandt mirakel!
Nogle gange er det helt enkelt ikke meningen, at vi skal dø, del hvis du også tror på skæbnen!
