“Har lige brugt 2 timer sammen med en ældre herre hos købmanden. Jeg smilte først til ham, og så fik vi øjenkontakt… Da jeg gik forbi ham, så det ud til, han havde brug for noget. Jeg gik tilbage og spurgte, om jeg kunne hjælpe ham med noget. Tårerne begyndte at komme frem i hans øjne, og han sagde: “Jeg har tarmkræft og har lige haft et virkelig slemt uheld, hvis jeg rejser mig op, finder alle ud af det. Hvad skal jeg gøre?”
Synes af hans tabte værdighed gav mig en klump i halsen. På det tidspunkt trådte købmands-medarbejderne til med servietter, undertøj og førte ham diskret ud på de ansattes toilet i baglokalet, hvor han fik noget nyt tøj.
Han græd og undskyldte. Han sagde, at han blev nødt til at skynde sig hjem, fordi hans kone var alene hjemme. Da vi fulgte ham hen mod udgangen, gik vi forbi kassen, hvor alle hans varer på en eller anden måde var blevet betalt for og pakket ned i poser. Han begyndte at græde endnu mere.
Han fortalte, at han havde kæmpet i Vietnam og Korea krigene, og at han elskede sit land. Men indtil nu (hvor han fik hjælp, redigeret.), havde han troet, at hans land havde glemt ham. Vi græd begge to, og jeg fortalte ham om mine egne frygter og problemer… Han gav mig visdomsord og opmuntrede ved at sige, at måske, på trods af alt, bekymrer menneskeheden sig stadig om hinanden.
I dag blev det bevist. Tak Elmer, tak købmandsansatte og tak Gud for lektionen og påmindelsen, vi alle fik i dag.”