‘Landmand søger kærlighed’-par mister lille datter i traktorulykke: ‘Hun var en fantastisk pige’

Foto: Jens Nørgaard Larsen/Ritzau Scanpix

Parret fandt kærligheden i 2018 i det populære datingprogram. Nu har de mistet deres lille datter.

Tirsdag eftermiddag blev politiet i Nordjylland kaldt til en adresse i Jerslev. En lille pige på bare 1,5 år havde på tragisk vis mistet livet efter at være blevet påkørt af en traktor med påhængsvogn.

Pigen blev erklæret død ved ankomsten på sygehuset. 

Det viser sig nu, at den forfærdelige ulykke er sket for en familie, som mange måske genkender. Der er nemlig tale om Nicoline og Thomas Bertram, som mange danskere har lært at kende i det poplære TV 2-program ‘Landmand søger kærlighed’.

Gennem programmet lærte de hinanden at kende og blev forelskede for tre år siden. Og at det er altså parrets datter, Marie, der nu har mistet livet.

I den oprindelige pressemeddelelse fra Nordjyllands politi fremgår det, at det var faren til den lille pige, der førte traktoren, da ulykken indtraf.

Dødsfaldet og detaljerne bekræftes nu af den 31-årige landmand overfor Ekstra Bladet. 

Reality Awards 2019. Nicoline og Thomas mødte hinanden i programmet ‘Landmand søger kærlighed’.
Foto: Jens Nørgaard Larsen/Ritzau Scanpix

– Jeg har meget svært ved det hele, for det er mig, der kom til at køre hende ned, selvom det ikke var bevidst. Det var en tragisk ulykke. Vi har mistet vores lille solstråle. Hun var en fantastisk pige, fortæller han til Ekstra Bladet og tilføjer til sidst:

– Vi er knuste. 

Får psykologhjælp

Nicoline og Thomas Bertram mødte hinanden i det populære datingprogram i 2018, og allerede sommeren efter blev de gift.

Den 29. januar blev de så forældre til den lille pige, som fik navnet Marie.

Politiet, bilinspektøren og arbejdstilsynet har undersøgt ulykkesstedet og kan konkludere, at der tale om en yderst tragisk ulykke, som fandt sted, mens der blev foretaget arbejde på grunden.

Thomas Bertram kan nu fortælle, at han var i gang med at fodre sine grise, da den frygtelige ulykke fandt sted.

Det ulykkelige par roser beredskabet, der tirsdag eftermiddag gjorde alt for at redde den lille pige. De har efterfølgende fået tilbudt psykologhjælp, som de har tænkt sig at tage imod. 

Exit mobile version