OBS! Dette er et arkivfoto af en mops og viser altså ikke Thor, som er en blanding af en mops og en fransk bulldog. Foto: Shutterstock

Lille Thor stjålet fra sit hjem: Hjælp ejerne med at få ham hjem til jul

Torsdag blev hunden Thor stjålet fra sit hjem ved Fynshav i Syddanmark. Nu er et signalement af den formodede tyv blevet offentliggjort.

Torsdag eftermiddag oplevede beboerne på en ejendom på Frederiksgård ved Fynshav enhver hundeejers værste mareridt.

En af hjemmets døre var brækket op med en skruetrækker, og tyven havde stjålet beboernes lille hund Thor.

Det skriver JydskeVestkysten.

En nabo har ifølge JydskeVestkysten set en mand køre fra stedet, som man mener kan være tyven.

Den formodede tyv beskrives som:

  • Cirka 35 år gammel.
  • 170 – 175 centimeter høj.
  • Muskuløs.
  • Kronraget.
  • Tatoveringer på halsen og i nakken.
  • Hjulbenet.
  • Klædt i sorte joggingbukser.
  • Kørte fra stedet i en Opel Vectra eller Opel Astra.

Thor er fire år gammel og chippet. Han beskrives som en blanding af en mops og en fransk bulldog.

Hvis du har oplysninger om, hvor Thor kan befinde sig, så kan du kontakte politiet på 114.

Nu hjælper vi hinanden med at dele denne efterlysning, så lille Thor kan komme hjem til sine ejere!